Siden 1895 har Dansk Mode & Textil hver dag fokuseret på at levere værdi til den danske mode- og tekstilbranche.

Dansk Mode & Textil er hele branchens organisation siden 1895. Vi rådgiver, samler og styrker branchen.

Nyhed19.01.12
Foto: CPH kids

CPH kids i alliance med CPH Vision og Terminal-2

Alliancer og sammenlægninger er ved at blive den ny sort i messeverdenen. I efteråret meddelte messerne CPH Vision og Terminal-2, at de fra augustmessen 2012 smelter sammen til en. Nu udvides samarbejdet til også at omfatte børnetøjsmessen CPH kids, som dog beholder sin placering i Carlsbergs gamle tappehal TAP1.

Samarbejdet som har fået navnet ”The Fair Partnership”, udspringer af de tre messers fælles holdning til, hvor den københavnske modeuge skal bevæge sig hen og til balancen mellem kreativitet og forretning i aktiviteterne, lyder det i en pressemeddelelse.

”Vi har det samme syn på tingene, og sammen kan vi tænke større og mere ambitiøst i forhold vores by som modemetropol. Det kommer til at skabe resultater,” siger Jan Busch Carlsen som ejer og har grundlagt CPH Vision og Terminal-2 under det fælles selskab Copenhagen Fashion Fairs.

Plads til upcoming designere
Fra det nye trekløver kan man fremover forvente mere plads til upcoming designere, større diversitet i repræsentationen af brands og lokationer og større albuerum til kreativiteten - med innovation som gennemgående parameter. Laust Christian Poulsen, medstifter af CPH kids og ejer TAP1 eksemplificerer:

”Ligesom vi i dag har Designers Nest vil vi fremover udvikle nye måder at lave shows på med involvering af sociale medier og fokus på networking. Vi er allerede i gang med de første fælles projekter, som vi præsenterer meget snart,” siger han.

Messerne bliver, hvor de er
Fysisk forbliver messerne under den kommende modeuge i februar på deres nuværende placeringer i Øksnehallen (CPH Vision), TAP1 (CPH kids) og Lokomotivhallen (Terminal-2). Fra august 2012 rykker CPH Vision som tidligere omtalt over i Lokomotivhallen sammen med Terminal-2.

Læs også
CPH Vision og Terminal-2 flytter sammen