Siden 1895 har Dansk Mode & Textil hver dag fokuseret på at levere værdi til den danske mode- og tekstilbranche.

Dansk Mode & Textil er hele branchens organisation siden 1895. Vi rådgiver, samler og styrker branchen.

Nyhed03.02.11
Ahrend med Gabriel-stof Foto: Gabriel

Gabriel først med C2C-certificering

Bæredygtighed er et så afgørende hensyn hos Gabriel A/S, at miljøsystemer er dybt forankret i produktionen, der de sidste 20 år været fri for tungmetaller. I naturlig forlængelse af den indsats som allerede har opnået EU-blomsten og Økotex-mærkning, har Gabriel nu som den første danske virksomhed opnået certificering efter Cradle to Cradle-normen.

Arbejdet med at opfylde betingelserne i Cradle to Cradle-certificeringen har stået på i mere end 3 år og har været en både kompliceret og bekostelig proces.

I modsætning til andre miljømærker kræver denne certificering nemlig, at leverandørerne af kemikalier og farvestoffer skal udlevere deres patenterede opskrifter til auditering.

C2C ønskes af kunderne
Aalborg-virksomheden har med sin C2C-certificering lyttet til sine internationale kunder. For hollandske Ahrend har det bl.a. været afgørende, at Gabriel kunne levere møbelstoffer i C2C-godkendte farver til virksomhedens produktion af kontormøbler.

Ahrend og Gabriel har et mangeårigt samarbejde bag sig, og arbejdet frem mod C2C-accept begyndte for 3 år siden. I dag kan Ahrend med hjælp fra Gabriel præsentere sin model A2020 med Gaja stof i 10 C2C-certificerede farver.

”Det er vi meget tilfredse med,” siger Kees de Boer, designer og C2C-ansvarlig hos Ahrend. ”Ahrend 2020 serierne er resultatet af vores CSR visioner, og deri er øko-design og Cradle to Cradle-principper centrale.”

Vision: En bedre verden
Også en af verdens førende producenter af kontormøbler, Steelcase, bekender sig til Cradle to Cradle. ”Vi har arbejdet med bæredygtighed i mange år,” fortæller Caroline Peltier, miljøingeniør hos Steelcase i Strasbourg. ”Vores erklærede mål er at efterlade verden i en endnu bedre tilstand. Vi tror på en balanceret tilgang til ”profit, people and planet” – og har implementeret LCA-livscyklusvurdering på alle vores hovedprodukter.”

Steelcase var en af de første virksomheder, der henvendte sig til Gabriel om C2C. ”Jeg har arbejdet med Gabriel omkring bæredygtighed i 3 år,” fortæller Caroline Peltier, ”og det er meget effektivt. De er utroligt engageret i bæredygtighed. Det er vigtigt og nødvendigt med et tæt samarbejde med leverandøren”.

Det er bare at gå i gang
Cradle to Cradle er et forholdsvis nyt begreb i Danmark, der dog allerede er skrevet ind i den nye nationale affaldsplan som overordnet princip.

”Nu, hvor Gabriel har vist vejen, kommer det til at gå stærkt”, spår Søren Lyngsgaard, der er en af grundlæggerne i Vugge-til-vugge Denmark. "Det handler ikke om at være perfekt fra starten, men om at komme i gang. Visionen om at vores produkter skal have plus på bundlinjen - ikke bare økonomisk og socialt, men også miljømæssigt - er nok til at starte.”

Om Cradle to Cradle