Vedtægter Service Medlemskab

Vedtægter for Service Medlemmer i Dansk Mode & Textil

Et Service Medlemskab omfatter specificeret rådgivning og service inden for områderne HR, jura, handel, teknik, uddannelse, miljø, information, innovation, kursus, trend samt adgang til en række rabataftaler. 

Medlemskabet omfatter ikke et medlemskab af Dansk Mode & Textil, Dansk Arbejdsgiverforening eller Dansk Mode & Textils Konfliktfond. 

Service Medlemmer kan vælges til Dansk Mode & Textils bestyrelse, dog har de ikke stemmeret vedrørende konfliktfonden, overenskomstmæssige forhold eller driftsforhold begrænset i DA medlemskabet.

Service Medlemmer kan deltage i Dansk Mode & Textils generalforsamling med stemmeret dog ikke til sager vedr. konfliktfonden, overenskomstmæssige forhold eller driftsforhold begrænset i DA medlemskabet.

Konceptet fastlægges af Dansk Mode & Textils bestyrelse. 

Brancherelaterede virksomheder samt virksomheder, der har aktiviteter inden for eller som leverer til/servicerer tekstil- og beklædningsbranchen, kan blive "Service Medlem", med mindre virksomheden er - eller bliver - omfattet af en overenskomst med 3F og/eller Teknisk Landsforbund. I så fald henvises til ordinært medlemskab af Dansk Mode & Textil. 

Virksomheder, der bliver mødt med overenskomstkrav, kan ikke serviceres af Dansk Mode & Textil i denne forbindelse.

Medlemskabs tegning

Et medlemskab kan tegnes med ikrafttræden til en 1/1,1/4, 1/7 eller 1/10.

Medlemskabs betaling

Medlemsprisen fastsættes af Dansk Mode & Textils bestyrelse, og består af et grundbeløb samt en procentsats af virksomhedens lønudgifter og omsætning – opgjort i henhold til regulativ fra Dansk Mode & Textil.

Satserne meddeles hvert år i begyndelsen af januar måned i forbindelse med indhentning af oplysninger om virksomhedens omsætning og lønsum i det foregående kalenderår. Dansk Mode & Textil vil periodisk forlange indberetningen revisorattesteret.

Virksomheder, hvis aktivitetsområde i et væsentligt omfang dækker andre brancher end tekstil- og beklædningsbranchen, kan - efter særlig bevilling og mod en årlig revisorattesteret indberetning - få godkendt, at medlemsprisen alene betales af brancheomsætningen og den dertil knyttede lønsum. 

Årsmedlemskab betales med ¼ hver den 1. i kvartalet. 1. kvartal betales dog først 1.2.

Opsigelse af medlemskab

Et Service Medlemskab skal opsiges skriftligt med minimum 3 måneders varsel, til ophør ved udgangen af et kalenderkvartal.

Dog kan medlemskabet opsiges til udgangen af et kalenderkvartal, såfremt virksomheden ophører.

Dansk Mode & Textil kan opsige et medlemskab med et kvartals varsel.


Herning, september 2013