CSR-folk skal arbejde mere intelligent og bruge digitale løsninger til dataindsamling. Mange bruger nemlig mere krudt på bureaukratiske arbejdsgange end på at skabe værdi for virksomheden, viser Deloitte-undersøgelse.
Virksomhedernes CSR-teams (teams der arbejder med bæredygtighed og socialt ansvar) bruger mere tid på ikke-værdiskabende aktiviteter som koordinering, opfølgning, beregning og kontrol end på analyse og planlægning af forbedringer af virksomhedens CSR-indsats, viser en undersøgelse foretaget af Deloitte.
Det sker blandt andet, fordi virksomhederne ikke i tilstrækkelig grad udnytter teknologiens muligheder - selv om de ofte allerede huser den IT, der kunne lette procedurerne.
Man kan styre, hvad man kan måle
Hele 40 procent af virksomhederne, der indgik i Deloittes undersøgelse havde ingen idé om, hvad deres CSR-arbejde konkret betyder i kroner og øre, fordi, som director i Deloittes Corporate Responsibility Services, John Falk, udtrykker det:
”kun de færreste danske virksomheder arbejder systematisk med måling og opfølgning på nøgletal for at styre deres CSR-performance.”
Og det er uheldigt, mener John Falk, fordi en virksomhed kun kan styre, hvad den er i stand til at måle.
Ud med regnearkene
Fordelene ved en strømlining af procedurerne omkring CSR-arbejdet er ellers til at få øje på. De tæller lige fra bedre ledelsesinformation, analysemulighed og feed-back over tidsbesparelser på indsamling og behandling af data til hurtigere rapportering.
Derfor skal virksomhederne erstatte de mange manuelle regneark, tekstdokumenter og mails, der sendes frem og tilbage, når der indsamles data, med intelligente, digitale løsninger, mener John Falk. For de vil effektivisere rapporteringen og frigøre medarbejdernes tid til at skabe reel værdi.
Udnyt ressourcerne bedre
Opfordringen som blandt andet går på at lette rapporteringsarbejdet, kommer meget apropos i en tid, hvor FNs CSR-initiativ Global Compact ekskluderer mange virksomheder, fordi de undlader at rapportere om deres CSR-indsats.
Og den manglende rapportering, skønner FN, har netop baggrund i mange virksomheders knappe ressourcer til at rapportere.
At lave en rapport over virksomhedens CSR-arbejde er da også både komplekst og tidskrævende, erkender Deloittes director John Falk. Men samler man informationsflowet i en samlet digital løsning, der understøtter alle virksomhedens CSR-relaterede processer, vil det effektivisere arbejdet, så man får mere ud af de ressourcer, man nu engang råder over.
Læs også:
egetæpper rapporterer CSR
Fortæl kunderne, at I tager samfundsansvar