Bruuns Bazaar i Danmark er ikke det samme som Bruuns Bazaar i Kina. Det måtte det danske modehus sande, da det i 2009 var på vej ind på det kinesiske marked og dér konstaterede, at en kineser allerede havde registreret varemærket 'Bruuns Bazaar' i Kina, flere år før det danske selskab overvejede kinesisk produktion.
Fremgangsmåden er fuldt lovlig i Kina, og uden rettighederne til sit varemærke kunne Bruuns Bazaar hverken sælge eller producere på vækstmarkedet mod øst.
”Det var helt tydeligt for os, at varemærket var tyvstjålet, men det er næsten umuligt og meget dyrt for os at bevise. Det ser heldigvis ud til, at vi er ved at finde en løsning nu, men det har været en meget tidskrævende og dyr forsinkelse af vores strategi, fortæller ejer Teis Bruun til Berlingske.
Betaler millionbeløb for egne mærker
Og Bruuns Bazaar er langt fra den eneste danske virksomhed, der har fået stjålet sit varemærke i Kina. Hos mode- og tekstilbranchens organisation Dansk Mode & Textil, bliver chefadvokat Mikkel Gudsøe jævnligt kontaktet af danske virksomheder, der oplever, at andre har tilegnet sig retten til deres danske varemærker i Kina.
”Det er dybt problematisk, det vi ser i Kina. Selv i åbenlyse tilfælde af varemærke-pirateri ser vi at virksomhederne afkræves store millionbeløb for at genvinde retten til deres eget brand. Men alternativet (at føre en sag i Kina, red.), koster også rigtig mange penge. Udfaldet er sjældent givet på forhånd, og ofte er det tvivlsomt, om det er i favør af den danske virksomhed,” siger Mikkel Gudsøe.
Dyrt at undlade registrering
Dansk Mode & Textil råder derfor medlemmerne til at registrere deres varemærker både i produktionslandene og på de markeder, hvor virksomheden enten allerede er til stede eller forestiller sig at være det inden for en 5-årig periode.
”Det bliver ofte rigtigt dyrt at lade være (med at registrere varemærket, red.). Og registreringerne kan desuden påvirke virksomhedens værdi positivt ved at tiltrække investorer,” siger chefadvokat Mikkel Gudsøe.
Vokser 8 procent om året
Trods en opbremsning i økonomien har Kina fortsat årlige vækstrater på over 8 procent, og under den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i dag fredag, tiltrækker milliardkontrakter til store danske virksomheder sig en del opmærksomhed. Der er i skrivende stund ikke offentliggjort aftaler med selskaber i mode- eller tekstilbranchen.
Læs mere på Business.dk
Læs også
Gratis guide om rettigheder, design, varemærker
Kina størst på kopivarer til EU