Det kan godt være, at finanskrisen har bidt sig fast, og at forbrugerne køber mindre. Men modehusene trodser oddsene og spytter det ene nye brand ud efter det andet.
Herunder et udvalg af de nyeste modebrands, som besøgende på modeugen i København i næste uge kan forvente at opleve rundt om på byens messer og showrooms.
Black Lily Clothing
Tilbehørsvirksomheden Black Lily udvider med en dametøjslinje: toppe i strik og andre kvaliteter, bukser og nederdele. Linjen under navnet Black Lily Clothing får fire årlige kollektioner, hvoraf den første, Autumn 2012, præsenteres på Gallery i næste uge.
Til at sende mærket ud over rampen har virksomheden ansat salgsdirektør Lene Boesen, som kommer fra Brandtex, hvor hun har arbejdet med at opbygge brandet Gestuz, skriver magasinet NU.
Boulevard
På CIFF i næste uge præsenteter dametøjsvirksomheden BLVD sit nye mærke Boulevard. Linjen omfatter toppe, tunikaer og kjoler, først og fremmest i printet og ensfarvet viskose, og er et supplement til BLVDs jakker bukser og strik under brandnavnene Etage, C-RO og Nitto.

Cream de Luxe
DK Company’s damemodemærke Cream får nu følgeskab af en tilbehørslinje Cream de Luxe på fire årlige kollektioner. Den første vises på CIFF i næste uge.
Den ny linje indeholder lingeri, loungewear og desuden et større udvalg af sko, støvler og øvrigt tilbehør, end mærket Cream hidtil har haft i kollektionen.
Frontiers of Quebec 1924
BTX Group lancerede for nylig herretøjsbrandet Frontiers of Quebec 1924. Brandet henvender sig til den stilsikre mand, der hviler i sig selv og beskrives som sporty og casual.
HUNKØN
Det nye mærke HUNKØN er efter eget udsagn legesygt og kreativt og repræsenterer noget så aktuelt som mødet mellem Asien og Skandinavien.
Chefdesigneren bag det nye brand, Anne Skovgaard Schøler, har en årrække boet og arbejdet i Kina. Hendes ambition med HUNKØN har været at skabe et nyt skandinavisk brand med et asiatisk touch. Kollektionen kan i næste uge ses på Terminal-2.
Jensen Since 1968
Jensen Women-kunder får opfyldt et ønske: funktionelt overtøj fra Jensen. Lanceringen af det nye overtøjsmærke Jensen Since 1968 bliver samtidigt starten på en forestående relancering af ”modermærket” Jensen Women med en ny, lettere ændret visuel identitet, skriver magasinet NU.
XO XtraOrdinary
Dametøjsvirksomheden Container har en årrække udmærket sig ved flere Gazelle-kåringer i dagbladet Børsen. På CIFF i næste uge lancerer Container mærket XO XtraOrdinary.
Stilen karakteriseres som loungewear, der kan styles til et raffineret og urbant look – ifølge virksomheden selv radikalt forskelligt fra mærket Container.
Container har netop investeret i et nyt showroom i København på Lindregrens Allé 12, som viser kollektionerne frem under modeugen sideløbende med standen på CIFF.
Nordic Legacy
Nordic Philosophys (tidligere REDGREEN) nye mærke Nordic Legacy tager på én og samme tid afsæt i den nordiske designkultur og henter inspiration fra det maritime.
Det nordiske mærke lanceres på Gallery i næste uge.
Læs også artikel om nye børnebrands på messerne