
Krisen ramte forskelligt i Hoffmann-selskaber
Markedsafmatningen satte sig forskellige spor i datterselskaberne hos Hoffmann Erhvervsbeklædning A/S. Mens det for Mammut Work Wear A/S lykkedes at bedre bundlinjen med 10% trods et marginalt fald i bruttofortjenesten, måtte Hoffmann Firmatøj A/S indkassere et underskud efter skat på knap 1,3 mio. kr.
Hos Mammut anses årets resultat da også for tilfredsstillende, og forventningerne for 2010/11 er tilsvarende positive. Selskabets bruttoresultat faldt 8,1% til knap 13,7 mio. kr. og resultatet af primær drift med 4,9% til godt 2,4 mio. kr. Det til trods steg årets resultat efter skat med 10,1% til godt 2,3 mio. kr. Det løftede egenkapitalen til 12,5 mio. kr.
Mammut beskæftigede i regnskabsåret 13 fuldtidsansatte mod 17 året forinden. Yderligere ansatte beskæftiges i produktionsselskabet SC Mammut Ukraine, hvor produktionen i året er omlagt, så der også fremover forventes positivt driftsresultat herfra.
Hoffmann Firmatøj
derimod mærkede den forstærkede konkurrencesituation inden for engrossalg af profilbeklædning. Et situation som forventes fortsat i 2010/11, hvor dog nye tiltag giver "en moderat positiv forventning om et mindre overskud".
Bruttoresultatet for 2009/10 faldt 4,3 mio. kr. til 14,9 mio. kr. Det betød, at årets resultat efter skat gik i minus 1,3 mio. kr. mod et overskud året forinden på en god million. Herefter udgør egenkapitalen 14,3 mio. kr.
Hoffmann beskæftigede i året 24 fuldtidsansatte mod 26 året forinden.