Preben W. Friis (tv) og Mogens Jensen

Foto: Preben W. Friis (tv) og Mogens Jensen

Mogens Jensen besøgte DM&T

Trods politisk uro på Christiansborg tog folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Mogens Jensen, sig alligevel tid tidligere i ugen til at besøge tekstil- og modebranchens hus i Herning. Her blev det til en grundig indføring i branchens vilkår i en samtale med DM&T's adm. direktør, Preben W. Friis.

09.03.2011

Som ugen før, hvor økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen gæstede DM&T's domicil, lyttede Mogens Jensen interesseret til en orientering om branchens aktuelle situation, muligheder for at lette virksomhedernes eksportindsats, den stigende belastning fra miljø- og energiafgifter foruden DM&T's vision for den fremtidige udvikling af Copenhagen Fashion Week som skandinavisk modeplatform via samarbejdet mellem DM&T og messerne.

Vigtige efteruddannelser
Med Mogens Jensens placering som Socialdemokratiets kultur- og mediepolitiske ordfører in mente havde besøget særlig fokus på de efteruddannelsesmæssige udfordringer.

Preben W. Friis videregav branchens ønske om lettere adgang til virksomhedstilpassede efteruddannelser som en hjælp til små og mellemstore virksomheder. Her er man oftest så mandskabsmæssigt smalt bemandet, at det kniber med at afse tid og personale til den meget nødvendige efteruddannelse.

Mogens Jensen har siddet i Folketinget siden 2005, hvor han overtog Poul Nyrups Rasmussens vestjyske valgkreds og blev valgt med godt 9.000 stemmer.