ege stærkt frem

Tæppeproducenten egetæpper højnede både omsætning, indtjening og overskud i sit seneste regnskabsår 2013/14. Blandt andet som følge af mersalg på flere markeder. Med eges næste årsregnskab kan koncernen komme tæt på 1 mia. kr. i omsætning.

27.06.2014

Nettoomsætningen i egetæpper A/S holdt forrige års niveau med 784 mio. kr. mod 782 mio. kr. i 2012/13. Heraf stod moderselskabet for de 623 mio. kr.

Indtjeningen stort frem 
Samtidigt gik koncernens resultat før finansielle poster og skat (ebit) væsentligt frem til 70 mio. kr. fra 55 mio. kr. året før.

Det svarer til en ebit-margin på 9 pct. og lagde næsten 14 mio. kr. til resultatet før skat, der landede på 62,1 mio. kr.

egekoncernen oplevede i året en lille fremgang på det danske hjemmemarked, men den afgørende vækst spår ledelsen, vil komme fra især England i det indeværende regnskabsår 2014/15.

Tyskland og Frankrig skuffede
Desuden forventes også Norge, Sverige, Mellemøsten og Asien, hvor koncernen arbejder på at styrke sin markedsposition, at ville bidrage til væksten det kommende år.

Det tyske og franske marked skuffede til gengæld i året, men efter en række vækstfremmende tiltag, sætter ledelsen sin lid til, at udviklingen på de to europæiske markeder vil vende.

Venter stigning i salget
På de baggrunde kalkulerer ledelsen med en omsætning i regnskabsåret 2014/15 på mellem 900 og 950 mio. kr.

I maj måned købte egekoncernen desuden 51% af aktierne hos konkurrenten Hammer Tæpper A/S. Overtagelsen forventes at bidrage med 5 mio. kr. til koncernens bundlinje.

Vil øge overskud
Ledelsen kalkulerer herefter med et resultat før skat på mellem 70 og 75 mio. kr. for det indeværende regnskabsår, svarende til en fremgang på mindst 13 pct.

egekoncernen ejer ud over moderselskabet i Herning og Gram, og det ny-tilkøbte Hammer Tæpper, også produktionsselskaber i Litauen og Middelfart.

Udbygger i Asien
Koncernen har desuden salgskontorer i Herning, Middelfart, Norge, Sverige, Tyskland, England, Frankrig og Kina, samt et repræsentationskontor i Dubai, og arbejder på at udbygge sin tilstedeværelse i Asien, hvor man indtil videre er repræsenteret i Shanghai, Kina.

Koncernen beskæftiger 480 medarbejdere og har en egenkapital på 414 mio. kr.

Vil være bedst til bæredygtighed
Som den første tæppeproducent i verden opnåede egetæpper tidligere i år CSR-certifikatet DS49001, som dokumentation for, at virksomheden opfylder omfattende, internationale krav på CSR-området. Certificeringen skete som et led i en ambitiøs målsætning om at blive den førende producent af bæredygtige tæpper.