Foto: Mammut Work Wear

Mammut og Hoffmann Firmatøj med overskud

Nye regnskaber fra de to søsterselskaber Mammut Work Wear og Hoffmann Firmatøj viser positive bundlinjer for regnskabsåret 2013/14.

07.11.2014

Mammut Work Wear A/S, der har base i Næstved, har netop offentliggjort sit regnskab for 2013/2014 med afslutning 31. maj 2014. Regnskabet viser en fremgang i bruttofortjenesten til 9,8 mio. kr. mod 6,7 mio. kr. året før. Samtidig vendte arbejdstøjsproducenten et lille underskud i 2012/2013 til et overskud på 1,7 mio. kr. efter skat i det nye regnskab. Egenkapitalen i virksomheden, der har 11 ansatte i Danmark, var ved regnskabsårets afslutning på 8,5 mio. kr.

Ledelsen forventer positivt resultat for 2014/2015.

Hoffmann Firmatøj A/S i Brøndby sælger erhvervsbeklædning og reklameartikler. Hoffmann Firmatøj havde i 2013/2014 et overskud efter skat på 778.000 kr., og selskabets balance pr. 31. maj 2014 udviste en egenkapital på 12,4 mio. kr. Af ledelsesberetningen fremgår det, at året har udviklet sig som forventet, og årets resultat udviser et overskud, som - blandt andet grundet en afsluttet retssag - anses for tilfredsstillende.

Hoffmann Firmatøj A/S forventer overskud i 2014/2015.

Begge selskaber indgår i moderselskabet A/S Hoffmann’s Erhvervsbeklædning, der i 2013/2014 fik et overskud efter skat på 1,7 mio. kr. og har en egenkapital på knap 30 mio. kr.

Simon Hansen

KONTAKTPERSON

Simon Hansen
Presse- og kommunikationschef
tlf: 97117292 · mobil: 40227222 · sh@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil