Gabriel Holding A/S præsenterer rekordregnskab for 2013/14

Foto: Gabriel

Rekordregnskab fra Gabriel

Den aalborgensiske tekstilvirksomhed Gabriel har netop offentliggjort et rekordregnskab med det højeste resultat før skat i virksomhedens 163 år lange historie.

14.11.2014

Tekstilvirksomheden Gabriel Holding A/S med hovedsæde i Aalborg har offentliggjort sit koncernregnskab for regnskabsåret 2013/14. Det viser en vækst i koncernomsætningen på 6 pct. til 282 mio. kr. fra 265 mio. kr. i regnskabsåret 2012/2013. Regnskabet havde afslutning den 30. september 2014. Det positive regnskab vækker glæde i hele koncernen:

- Det er naturligvis med stor stolthed, at vi fremlægger vores rekordresultat. Jeg ved, at det betyder rigtig meget for alle ansatte i Gabriel, at den store indsats, der leveres dagligt for på bedste måde at servicere vore kunder, kommer til udtryk i så flot et resultat, siger Anders Hedegaard Petersen, CEO i Gabriel, til Textuelt. 

Bundlinjen øget
Resultatet før skat på 28 mio. kr. er det bedste i selskabets 163 årige historie, fremgår det af beretningen. Der var 22 mio. kr. på bundlinjen efter skat mod 18 mio. kr. året før.

Ledelsen vurderer, at markedet for erhvervsmøbler, som Gabriel sælger metervarer til, er stabilt til let faldende. Alligevel har koncernledelsen forventninger til vækst, fordi Gabriel har en kontinuerlig stigning i produktudviklings- og salgsaktiviteterne.

Investering i produktudvikling betaler sig
Alene i 2013/14 er der for eksempel investeret 9,5 mio. kr. i forskning og produktudvikling, noget der foregår koordineret og afstemt med strategisk vigtige kunder. Der er i regnskabsåret lanceret otte nye produkter, og generelt er Gabriel meget fokuseret på, at investeringer i innovation er en afgørende faktor for succes.

- Vi investerer ca. 3 pct. af omsætningen i innovation og udvikling for at kunne være i stand til hele tiden at forudsige og honorere markedets krav og for at leve op til vore egne målsætninger om at mindst 30 pct. af omsætningen kommer fra nye produkter. Det har været en del af Gabriels DNA i mange år og vil fortsat være det – væksten kommer for tiden fra nye produkter og forretninger – og derfor er det en forholdsvis ligefrem beslutning at fortsætte på dette niveau, lyder det fra Anders Hedegaard Petersen.

På spørgsmålet om, om det er en model, som er så enkel, at den er mulig at kopiere for konkurrenterne, er han meget klar i mælet:

- Jeg synes ikke, at meget af det, vi gør, er enkelt. Eksekveringen af en så ambitiøs strategi, som vi har lagt, bygger på meget stor indsats og indsigt i netop den niche, vi er en del af.

Forventer vækst i det kommende regnskabsår
Gabriel Holding venter i regnskabsåret 2014/15 en organisk omsætningsvækst på omkring 5 pct. og et resultat af primær drift på niveau med 2013/14. Man skal således ikke forvente, at Gabriel kommer til at hvile på laurbærrene:

- Vi fortsætter og udbygger hele tiden vores indsats i både eksisterende og nye markeder, samt på veletablerede forretningsmodeller såvel som nye. Det er fortsættelsen af denne indsats, der gør, at vi tror på, vi kan fortsætte med at generere vækst i koncernen, slutter Anders Hedegaard Petersen.

Koncernens egenkapital udgjorde166 mio. kr., og koncernen beskæftigede 164 personer pr. 30. september 2014.

Læs også
Gabriel forbedrer indtjeningen
Gabriel udvider ledelsen

Simon Hansen

KONTAKTPERSON

Simon Hansen
Presse- og kommunikationschef
tlf: 97117292 · mobil: 40227222 · sh@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil