Foto: New Balance

Active Sportswear med overskud

Sportstøjsfirmaet forventer årlig vækst på 10-20 % de kommende tre år.

03.06.2015

Nordjyske Active Sportswear løfter sig ud af krisen gennem international vækst.

Solid vækst i udlandet har mere end udlignet de vanskelige vilkår på især det danske hjemmemarked. Samtidigt er selskabet ved at være igennem en nødvendig tilpasning, hvilket har betydet et positivt resultat i 2014 og forventninger om pæn fremgang igen i 2015.

Brønderslev-koncernen Active Sportswear Int. Holding A/S, der blandt andet har det skandinaviske agentur på New Balance og selv står bag mærker som Color Kids, Kilmanock og FZ Forza, har netop fremlagt årsregnskab for 2014. Tallene for koncernen viser en nettoomsætning på 254 mio. kr., hvilket er på niveau med 2013. Koncernens resultat viser en klar forbedring som følge af en slankere omkostningsstruktur, øgede indtjeningsmarginer og øget afsætning i udlandet. Dermed har Active Sportswear genereret et overskud før skat på 3,2 mio. kr. i 2014. Det skal ses i forhold til et underskud i 2013 på 7,8 mio. kr.

Trimmet virksomhed præsterer på bundlinjen
- Vi er tilfredse med resultatet. Active Sportswear har været igennem en hård omstilling, men ledelsen og ikke mindst medarbejderne har konsolideret, trimmet og skåret til, så vi nu står stærkt rustet til vækst og øget indtjening. Især i Asien forventer vi os meget af vores badminton-brand FZ Forza. Color Kids har et stort uforløst potentiale i Europa, og i forhold til New Balance rider vi med på deres globale succes. Alt i alt forventer vi at vokse 10-20 procent årligt på top og bund de næste tre år, siger Peter Voetmann Jensen, CEO i Active Sportswear International.

Active Sportswear International blev etableret i Brønderslev i 1988, hvor virksomheden fortsat har sit hovedkontor. Organisationen består af ca. 100 medarbejdere, der blandt andet arbejder med badmintonmærket FZ Forza, børnetøjsmærket Color Kids, outdoor-mærket Kilmanock, ketchermærket Babolat samt det hurtigt voksende sports- og lifestyle-brand New Balance.
New Balance satser i de kommende år på yderligere vækst inden for performance- og løbesport.
Active Sportswear International A/S har egne selskaber i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Kina og Hong Kong og har desuden agent- og distributionsaftaler i en lang række lande verden over.

- Alle koncernens datterselskaber har haft en pæn positiv udvikling i driften i 2014 og bidrager med positive resultater. Omsætningssammensætningen har lig de seneste år udviklet sig positivt mod en større andel hovedordresalg, vækst på eksportmarkeder og på større nøglekunder, hedder det i ledelsesberetningen.