Baum und Pferdgarten fortsætter frem

Modevirksomheden Baum und Pferdgarten forbedrede i det forgangne år resultatet med to mio. kr.

01.06.2015

Baum und Pferdgarten A/S med Henrik Ellebæk Steensgaard som adm. direktør, fik i 2014 et overskud på 7,7 mio. kr. før skat mod 5,6 mio. kr. i 2013.
Årets resultat efter skat landede på 5,6 mio. kr. mod 3,6 mio. kr. året før. Resultatet imødekommer ledelsens forventninger og betragtes som tilfredsstillende for 2014.

Det realiserede resultat er positivt påvirket af ledelsens beslutning om udvikling og salg af en ekstra kollektion i 2014 på grund af omlægning af kollektionsstruktur.

Baum und Pferdgarten sælges hos uafhængige forhandlere, stormagasiner, shop-in-shops, to egne butikker samt via onlineshop.

Retailaktiviteterne drives fra to egne butikker i henholdsvis Danmark og Norge, og der er i 2014 realiseret en positiv same-store udvikling i forhold til 2013. Der er også realiseret fremgang for virksomhedens onlineshop.

Engrossalget er væsentligt forøget; dels ved øget salg på eksisterende markeder og dels ved salg til nye markeder.
Baum und Pferdgarten har egne sælgere i Danmark, Norge og Sverige, og i Holland og Frankrig deles salgspersonale med Bruuns Bazaar A/S. Derudover har Baum und Pferdgarten salg via agenter og distributører i yderligere otte lande.

Baum und Pferdgarten varetager inhouse design, produktion, PR, markedsføring samt salg, og har outsourcet ydelser indenfor logistik, finans, it og administration til søsterselskabet Bruuns Bazaar A/S.

Ledelsen forventer at forsætte væksten i 2015 – dog i mindre grad end 2014 som følge af lanceringen af den ekstra kollektion i 2014. Derudover forventes den stigende kurs på USD at have en negativ indvirkning på selskabets overskud i 2015 sammenholdt med 2014.

Ved regnskabsårets udgang havde Baum und Pferdgarten A/S 10,8 mio. kr. i egenkapital. Hovedselskabet bag selskabet er Bjørn Bruun Holding, der også står bag Bruuns Bazaar.