Foto: Copenhagen Fashion Week / Asger Juel Larsen SS16

Mode-eksport når hidtil usete højder

2015 var et rekordernes år for modebranchen. Aldrig er der blevet eksporteret så meget tøj til udlandet, og især to markeder imponerer.

28.01.2016

Af Simon Hansen, sh@dmogt.dk

Dansk mode fortsætter med at vinde terræn i udlandet. Således steg den samlede eksport af beklædning 6 %, hvilket bringer den op på 26,3 mia. kr. Det er tredje år i træk, at eksporten stiger, og det er i særdeleshed eksporten, der bidrager med samlet vækst til branchen.

Tyskland rager fortsat op over alle andre eksportmarkeder. I 2015 steg eksporten til Tyskland med hele 14 %, og de danske modevirksomheder sender nu tøj syd over grænsen for 7,4 mia. kr.

- Det er en meget markant stigning, vi ser i eksporten til Tyskland. I 2014 var stigningen på 6 %, så de danske modevirksomheder har virkelig intensiveret deres indsats på det tyske marked. I en rundspørge blandt vores medlemmer svarer hele 72 % at de forventer vækst på det tyske marked i løbet af det kommende halve år, siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i Dansk Mode & Textil. Han understreger, at virksomhederne har god grund til optimisme:

- De positive forventninger understøttes af de positive reaktioner, vi har fået fra de mange danske virksomheder, som netop har afsluttet modemesserne i Berlin. De har intensiveret samarbejdet med de eksisterende kunder, ligesom de har fået tilgang af nye.

Michael Hillmose er ikke i tvivl om, at de danske modevirksomheder fortsat har et stort potentiale på det tyske marked. Han hæfter sig blandt andet ved, at en lang række danske virksomheder har begrænset deres aktiviteter til få delstater. Derudover er der også flere modevirksomheder, som først for nyligt har skruet op for indsatsen i Tyskland.

Massive stigninger i Storbritannien
Men det er ikke kun i Tyskland, dansk tøj er på mode. Flere af de ti største eksportmarkeder vokser flot. Det gælder for eksempel både Benelux og Sydeuropa. Den absolut mest markante vækst finder man dog i Storbritannien. Eksporten hertil steg 25 % i 2015, hvilket gør Storbritannien til branchens femtestørste eksportmarked med en eksport på 1,6 mia. kr.

- Det britiske marked har virkelig fået øjnene op for dansk mode. For få år siden var eksporten under en milliard, men vi ser nu nogle få store danske aktører samt en række mindre nichebrands, som har succes i Storbritannien, og det bidrager med flotte vækstrater. Det er endnu et fåtal som har stor succes på dette marked, og derfor er det også kun 33 % af vores medlemmer, som forventer vækst her. Men potentialet for yderligere vækst afgjort er til stede, siger Michael Hillmose.

Norge er udfordret
Men ikke alle markeder har været gode i det forgangne år. Således må den danske modeeksport til Norge se sig reduceret med 5 % i forhold til 2014. Med en eksport på 2,4 mia. kr. er Norge fortsat det tredjestørste eksportmarked for danske virksomheder, men Holland presser på for at overtage tredjepladsen. Med en fin fremgang i 2015 er Holland kun små 30 mio. fra at overhale Norge.

- Svaret på faldet i Norge skal primært findes i den svækkede norske krone og den uro, de dalende oliepriser har medført, lyder det fra Michael Hillmose.

De virksomheder, som Dansk Mode & Textil har spurgt i undersøgelsen, er dog positive i forhold til det kommende halvår. Således forventer 61 % fremgang i salget til Norge.

Finland er det marked, der volder størst kvaler i top ti. Her faldt salget hele 13 %, og Finland er dermed gledet ud af modeeksportens top fem.

Positive fremtidsudsigter
Dansk Mode & Textils rundspørge blandt medlemsvirksomhederne giver gode indikationer for 2016. De danske modevirksomheder har positive forventninger til en række markeder, og dermed ser eksportvæksten ud til at fortsætte. Eksempelvis tror 67 % på vækst i Holland, 63 % satser på at øge salget i Sverige mens 33 % forventer i Storbritannien. Fælles for alle markeder i analysen er, at det kun er et fåtal, der forventer et forringet salg.

- Vi ser klart mere positive tilbagemeldinger end tidligere år, og vi deler også branchens optimisme. Det virker realistisk, at branchen inden for en overskuelig fremtid kommer til at eksportere med 30 mia. kr., slutter Michael Hillmose.


Læs også
Modebranchen har aldrig været større

Michael Hillmose

KONTAKTPERSON

Michael Hillmose
Eksportchef
tlf: 97117294 · mobil: 22220408 · mhi@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil

Simon Hansen

KONTAKTPERSON

Simon Hansen
Presse- og kommunikationschef
tlf: 97117292 · mobil: 40227222 · sh@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil