Mos Mosh oplevede markant vækst i 2015

Foto: Mos Mosh

Mos Mosh mere end fordobler bundlinjen

Den koldingensiske modevirksomhed har fundet en succesfuld formel. Det skabte markant vækst over hele linjen i 2015.

13.05.2016

Mos Mosh er kommet ud af 2015 med markant vækst. Bruttofortjenesten var i 2015 34,5 mio. kr. mod 17,5 mio. kr. i 2014, mens resultatet efter skat i 2015 udgjorde 19,2 mio. kr. mod 8,3 mio. kr. i 2014. Der er således sket en fordobling af bruttofortjenesten, og mere end en fordobling af bundlinjen.

Ledelsen erklærer sig da også tilfreds med regnskabet, udviklingen i aktiviteterne og væksten i omsætningen i 2015. Da ordreindgangen i de første måneder har været god, forventes også fortsat vækst i omsætningen i 2016 samt et tilfredsstillende resultat, skriver Mos Mosh i en pressemeddelelse.

Interne processer nøglen til succes
Succesen skal ifølge Mos Mosh’ ejer og kreative direktør Kim Hyldahl findes i organisationen og ledelsesmæssige filosofi:

- Vores tilgang til designprocessen er uhøjtidelig og konstruktiv. Det er vigtigt for os hele tiden at holde fokus, at agere innovativt og internationalt, samtidig med at vi bevarer vores stærke brands DNA. Vi fokuserer meget på at skabe værdi og vække begejstring, samtidig med at vi kendetegnes ved at være hurtige og skarpe på produktionsprocession, siger han.

Vækst på alle markeder
Væksten er sket på alle de 20 markeder, som Mos Mosh befinder sig på. det inkluderer også Danmark, Norge og Sverige, som var de markeder Mos Mosh startede ud med i 2010, da brandet blev grundlagt. Men som det også gælder for danske modebranche generelt , er det især ét marked, som trækker væksten. 

- Tyskland er det land, hvor der har været størst vækst, og er i dag vores største marked med mere end 500 forhandlere, siger Kim Hyldahl.

I 2015 lancerede virksomheden også herrebrandet MM & TEN. Mos Mosh fortæller, at der er blevet taget godt imod det nye brand, og at ordretilgangen har været god.