SYLAB gør klar til åbning

Minister og borgmester står for den officielle åbning af robotsystuen i Ikast, mens interesserede har mulighed for at deltage i workhop. Partnerne bag er klar, og interessen er allerede stor.

18.05.2016

Af Simon Hansen, sh@dmogt.dk 

SYLAB gør klar til at sætte fokus på, hvordan branchen kan udnytte de teknologiske muligheder til at skabe grobund for en potentiel syproduktion i Danmark. Den 23. maj åbner Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs SYLAB sammen med Ikast-Brande Kommunes borgmester Karsten Kissmeyer. SYLAB har været i støbeskeen længe, og det vækker naturligvis glæde, at åbningen er nært forestående.                                                                                        

Stor interesse for projektet
- Det har været en lang fødsel, og vi har været meget bevidste om at have finansieringen på plads, da det ikke har været muligt starte op uden støtte. Vi og vores samarbejdspartnere er klar, og generelt har vi mødt en helt utrolig opbakning til projektet. Ikke alene har vi fået støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, men både Ikast-Brande og Herning Kommune har også støttet projektet, hvilket vi er meget taknemmelige for, siger Betina Simonsen, direktør i Lifestyle & Design Cluster.

Omdrejningspunktet i SYLAB bliver syrobotten, som skal håndtere syerskens ensidige og mere simple arbejdsgange. Allered nu er der stor interesse for projektet, og Betina Simonsen fortæller, at de tre første ordrer allerede er indløbet.

- Vi håber, at vi kommer godt i gang, og viser at robotteknologien syteknisk kan være med. Det er vi overbeviste om kan lade sig gøre, og det er vores ambition, at SYLAB inden for tre år er en selvstændig, økonomisk bæredygtig systue, siger Betina Simonsen.

Hun har ved flere lejligheder forklaret, at flere små virksomheder efterspørger fleksible produktionssteder, som er tæt på og kan håndtere lave stykantal. Sammenholder man det med den stigende efterspørgsel efter unikke produkter fra små kollektioner, er Betina Simonsen ikke et sekund i tvivl om, at der er et marked for igen at producere tøj i Danmark.

Ti iværksættere er den daglige kerne
En vigtig del af SYLABs eksistens er de ti iværksættere, som har fået en plads i sy-laboratoriet. Kongstanken er, at de både skal sy deres egne kollektioner og producere for andre. Det var et krav fra Lifestyle & Design Cluster, at ansøgerne kunne sy, men derudover er det ikke en homogen masse, fortæller Betina Simonsen:

- Vi fik rigtig mange gode ansøgere, og de ti vi har udvalgt er vidt forskellige. De har forskellig baggrund og forskellige ambitioner, men de får adgang til ti arbejdsstationer. Der kan de lave deres egne ting, men vi vil også udlicitere eksterne ordrer til dem, sådan at de bliver underleverandører.

I den forbindelse opfordrer hun også interesserede syersker til at melde sig på banen. Betina Simonsen vil nemlig gerne skabe et netværk af syersker, som kan bidrage til at løfte opgaverne i SYLAB.

SYLAB har til huse i Claire Group lokaler i Ikast, og her glæder man sig over de nye ”kolleger” og de nye muligheder, projektet kaster af sig.

- Vi oplever selv som en mellemstor dansk modevirksomhed, ind i mellem problemer med at opnå minimumskvantiteter på vores produktionssteder i Fjernøsten. Med SYLAB lige ude for døren giver det ikke kun adgang til fleksibilitet, men også inspiration og samarbejde med de mange nye opkommende talenter, som vi håber at kunne hjælpe på vej med at opnå succes. Netop opkommende talenter har det rigtig svært i modebranchen, hvor det er svært at få adgang til produktionsfaciliteter og ressourcer til at rejse langt for at få udviklet sine kollektionsprøver, siger Nicolaj Hust, Marketing Director og partner i Claire Group, i en pressemeddelelse.

SYLAB inviterer til workshop
Den 25. maj har interesserede mulighed for at deltage i den første workshop i SYLAB, som sammen med partnerne RoboCluster, VIA Design, Claire Group og Syddansk Universitet sætter fokus på den nyeste teknologi inden for industriel automatisering af syprocesser samt de muligheder, SYLAB har for at benytte og udvikle disse.  I workshoppen, fokuserer man på hvilke automationsløsninger, der allerede findes på markedet, og hvilke løsninger, der er brug for at videreudvikle for at øge tekstilindustrien i Danmark.

Workshoppen er for virksomheder, der udfører sy-opgaver, designere og tøjproducenter, som overvejer at indføre eller øge brugen af robot- og automationsteknologi i sy-produktion, og for universiteter med relevante forskningsområder.

Er du interesseret i at deltage, kan du læse mere i invitationen, som du kan downloade ovenfor. Du kan tilmelde dig til svea@ldcluster.com inden d. 22.05.2016

Læs også
Sylab vil genskabe kreativt miljø i dansk mode
Bæredygtighed til debat
Modebranchen står over for store forandringer