Foto: Designers Remix

Designers Remix øger på bunden

Modebrandet, der er ejet af IC Group, har oplevet faldende omsætning og bruttoresultat, men resultatet stiger alligevel.

07.11.2016

Tidligere på året kunne man i IC Groups årsrapport læse, at Designers Remix havde oplevet en vigende omsætning i det forgangne år. Nu viser selskabets særskilte regnskab, at driftsresultatet, trods et faldende bruttoresultat, stiger markant. Resultatet af ordinær primær drift udgør 4,03 mio. kr. i 2015/16 mod 1,1 mio. kr. i det foregående år. Også bundlinjen øges markant, da årets resultat lander på 3,5 mio. kr. mod 245.300 kr. året forinden. Bruttoresultatet udgør 44,3 mio., hvilket er lavere end det foregående års 46,2 mio. kr. Ledelsen kalder udviklingen acceptabel.

Egenkapitalen udgør med årets udgang 12,5 mio. kr.

Designers Remix, der har base i København, designer og sælger tøj til kvinder, ligesom de også har brandet Little Remix, som er henvendt til de 4-18 årige. Designers Remix forhandles i mere end 400  butikker verden over. Brandet er grundlagt i 2002 af parret Charlotte og Niels Eskildsen, som fortsat ejer 49 % af virksomheden.  De resterende 51 % ejes af IC Group, som dog ikke regner Designers Remix som en del af koncernens kerneforretning.