Foto: Tailored & Originals

CNS Group gennemfører turnaround med succes

2016 har været lidt af en succeshistorie for modevirksomheden CNS Group A/S. Selskabet er gået fra stort minus til flot plus.

04.04.2017

CNS Group A/S har netop offentliggjort deres regnskab for 2016, hvor det fremgår, at den turnaround, som blev planlagt i 2015, er gennemført med succes. Noget ledelsen, med adm. direktør Peter Mazur i spidsen, naturligvis er tilfredse med.

CNS Group A/S, som driver modemærkerne Solid, Tailored & Originals, Pep (Peppercorn) og Desires, har efter et 2015 med underskud, vendt virksomheden til igen at give overskud. Der er tale om en markant vækst, hvor et minus på 18,86 mio. kr.  før skat i 2015 er vendt til et plus på 20,35 mio. kr.

Selskabet beretter i en pressemeddelelse, at omsætningen er øget i 2016, og at det er især er eksportmarkederne, der har trukket væksten. Derudover har koncernen haft fokus på en ny omkostningsstruktur, og de to forhold trækker op. Således er bruttofortjenesten vokset fra 19,78 mio. kr. i 2015 til 58,26 mio. kr. Driftsresultatet (EBIT) har udviklet sig markant i en positiv retning med en vækst på 37,8 mio. kr. til 23,26 mio. kr.

I pressemeddelelsen fra selskabet lyder det: ”Regnskabet for 2016 bærer tydeligt præg af en stor indsats fra alle med tilknytning til CNS Group A/S. Virksomhedens medarbejdere såvel som øvrige samarbejdspartnere, har med hårdt arbejde og stor tiltro til alle fire brands, været en stor del af at opnå det tilfredsstillende resultat. Den positive udvikling fra 2016 forventes at fortsætte i 2017.”

CNS Group A/S har hovedsæde i Kolding. Selskabet er ejet af norske Conseptor.