Foto: Bestseller

Bestseller henter CFO i Novo Nordisk

Modekoncernens nye økonomidirektør kommer med international erfaring.

13.06.2017

Af Cathrine Bangild, cb@dmogt.dk

En solid og sympatisk person. Sådan beskriver Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen den nyligt offentliggjorte CFO, Thomas Børglum Jensen, som starter i modekoncernen den 1. august.

Thomas Børglum Jensen kommer fra en stilling som CFO for Novo Nordisks Product Supply-afdeling, hvor han har været i ti år. Her har han blandt andet kunne suge international erfaring til sig, da han har været ansvarlig for divisionerne Malaysia og Schweiz.

Anders Holch Povlsen glæder sig over ansættelsen af den nye CFO.

”Thomas får nogle store sko at skulle udfylde, men jeg er sikker på, at han er den rette person til jobbet, og jeg ser frem til at arbejde tættere med ham. Forhåbentlig i mange år endnu. Han har en super personlighed og den rette operationelle erfaring og det rette mindset til at løfte vores CFO organisation og vores firma endnu højere op”, siger han i en pressemeddelelse.

Den nye CFO har stor respekt for sine fremtidige opgaver i Bestseller.

”Jeg er naturligvis meget spændt på at tage CFO-ansvaret på mig i Bestseller, men jeg er også meget taknemmelig og ydmyg over for de opgaver, jeg overtager. Bestseller er en fantastisk virksomhed med ambitioner, og fra hvad jeg har set indtil videre omkring kulturen og især menneskene, så er jeg sikker på, at jeg vil være omgivet af et meget kompetent team. Jeg ser frem til at starte min rejse hos Bestseller og til at lære mine nye kolleger at kende”, siger han.

Thomas Børglum Jensen overtager posten som CFO efter Lise Kaae, som nu skal stå i spidsen for Anders Holch Povlsens holdingselskab Heartland.