DK Company slår alle rekorder

Både top- og bundlinje er steget for modekoncernen, som dermed er på vej mod en position som landets næststørste aktør i modebranchen.

07.06.2017

DK Company fortsætter med at udbygge sin position i modebranchen. Koncernen sætter ny omsætningsrekord, da de i 2016 realiserede en omsætning på 2,8 mia. kr. Det er det højeste niveau nogensinde for DK Company og en stigning på 14 % i forhold til året før.
Indtjeningen følger trop og lander på ligeledes rekordhøje 104 mio. kr., hvilket er 12 % højere end i 2015. 

Organisk vækst er tilfredsstillende
2016 har været præget af opkøb og efterfølgende integration af de tre mærker Culture, Educe og Pulz Jeans, hvilket medførte engangsomkostninger på et tocifret millionbeløb, oplyser DK Company. I februar 2016 tilbagekøbte DK Company IC Groups 10 % aktiepost, og i marts måned blev DK Company afnoteret fra First North Premier, hvilket betød et foreløbigt farvel til titlen som børsnoteret virksomhed.
  
Koncerndirektør Jens Poulsen er glad for årets gang:

- Jeg glæder mig over, at vi også lykkes med at skabe god organisk vækst efter en årrække med større, strategiske opkøb. Den organiske vækst udgør ca. 8 % af den totale vækst, hvilket er et tilfredsstillende niveau. Den positive udvikling er spredt geografisk på flere end 60 markeder og vores 20 brands, og vores forretningsgrundlag er klart blevet styrket gennem det seneste år med endnu risikospredning qua de mange brands på mange markeder. Overordnet set er vi godt tilfredse med året, vi har haft en utroligt flot omsætning, men selvom vi laver rekordresultat, så er vi bevidste om, at der er plads til forbedringer på bundlinjen, siger han.

Til Finans.dk oplyser Jens Poulsen, at størstedelen af koncernens aktiviteter bidrager til væksten, men at to brands ikke performer ønskværdigt, uden at han nævner hvilke af koncernens 20 brands, der er tale om. 

Forventes at runde 3 mia. i omsætning i det kommende år
Det er meget sandsynligt, at vi også næste år kan rapportere om et rekordår. I hvert fald har DK Company store forventninger til 2017, og de foreløbige indikationer støtter op om de ambitiøse mål. 

- Snart er vi halvvejs gennem 2017, og jeg konstaterer med glæde, at vi kigger ind i et særdeles positivt år, hvor vores tre afsætningskanaler wholesale, retail og online forventeligt afsætter omkring 25 millioner stykker tøj, og alle kanaler bidrager positivt til bundlinjen. Det er en tilfredsstillende udvikling, og allerede ved vores forestående halvårs­regnskab er indtjeningen større end for hele 2016. Dette sammenholdt med en flot ordrebog gør, at vi i 2017 forventer et resultat på minimum det dobbelte af 2016 og en omsætning, der runder de DKK 3,1 mia., hvilket svarer til en organisk vækst på 10 % og en forventelig overskudsgrad på 8 %. 

DK Company kan dermed endegyldigt indtage positionen som Danmarks næststørste modevirksomheder. Hidtil har IC Group indtaget den position. De omsatte i 2015/16 for godt 2,7 mia. kr. , og i 2016/17 forventer ledelsen en vækst på 2-3 pct., men ledelsen har netop udmeldt, at de forventer en mindre nedgang i omsætningen for det kommende år. Dermed ser vejen til andenpladsen ud til at være banet for DK Company. Bestseller topper listen suverænt med en omsætning på 22,9 mia. kr. i det forgangne regnskabsår.