Foto: Nørgaard - Danmark

Mads Nørgaard lancerer ny danskproduceret kollektion

Den nye kollektion af striber, får navnet Nørgaard – Danmark og sælges eksklusivt i butikkerne på Strøget og i Tullinsgade.

15.06.2017

Af Cathrine Bangild, cb@dmogt.dk

Enkelthed er nøgleordet for Mads Nørgaards nye kollektion Nørgaard – Danmark.

Med undtagelse af den økologiske bomuld, som kræver varmere himmelstrøg for at kunne gro, er hele kollektionen produceret i Danmark - strikket i Ikast og syet på en systue i Korsør. Designet er enkelt hele vejen igennem, og videoen, som bliver brugt i promoveringen af kollektionen, er skudt på en enkelt dag på en iPhone.

”Vores fokus har været på, at vi gerne ville gøre tingene så enkelt så muligt. Fra produktionen til design og kommunikation. Ideen er også, at vi ikke vil skifte særlig meget ud, og derfor er kollektionen ikke sæson-baseret”, siger designer Mads Nørgaard til Dansk Mode & Textil.

For at gøre kollektionen så enkel som muligt har teamet derfor fokuseret på, hvad der kan laves her og nu, og hvis enkelthed er et nøgleord, har nærhed i den forbindelse været et andet.

”Vi efterstræber nærhed i produktionen, fordi vi vil være sikre på, at vores tøj er produceret under ordentlige forhold. De fleste ved godt, at hvis man køber en T-shirt til 50 kroner, så har den været pint hele vejen igennem”, siger Mads Nørgaard.

Udenlandske fans af Nørgaard må tage til København, hvis de vil have fingrene i de nye striber. Kollektionen sælges nemlig kun i butikkerne på Strøget og i Tullinsgade.

”Vi elsker internettet, men vi havde et ønske om at lave noget særligt til vores egne butikker”, siger Mads Nørgaard om kollektionen, som bliver sat til salg i dag.



Tidligere på måneden kunne Mads Nørgaard i øvrigt berette, at Aarhus fra 2018 får sin helt egen butik fyldt Nørgaards ikoniske striber. Butikken i sommeren 2018 med både dame- og herretøj fra Mads Nørgaard samt designikonet Nørgaard på Strøget #101 t-shirten, der i øvrigt også er produceret i Danmark.