Foto: Anders Holch Povlsen

Tre mode- og tekstilfolk i top ti over Danmarks rigeste

På Børsens liste over Danmarks rigeste figurerer syv personer med tilknytning til tøj-, sko- og tekstilbranchen.

13.06.2017

Af Cathrine Bangild, cd@dmogt.dk

Børsen offentliggjorde i dag mediets opgørelse over de 40 rigeste mennesker eller familier i Danmark, og mode- og tekstilbranchen var repræsenteret med flere velhavende aktører.

Danmarks 40 rigeste mennesker er ifølge Børsen blevet 70 milliarder kroner rigere, siden avisen sidst lavede en opgørelse for to år siden. Og det er blandt andre Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, som med en formue på 47,1 milliarder kroner har været med til at lægge penge til det tal.

Anders Holch Povlsen kommer ind som Danmarks anden rigeste efter Lego-familien. I top ti finder man også stifteren af Jysk, Lars Larsen, som med en formue på næsten 29 milliarder kroner er Danmarks tredje rigeste person. Hanni Merete Toosbuy Kasprzak, som er arving til skokoncernen Ecco, er landets sjette rigeste person og den rigeste kvinde på listen.

Herudover gør også Bestseller-stifter og far til Anders Holch Povlsen, Troels Holch Povlsen, sig bemærket. I dag har han overladt koncernen til sønnen, men er medejer af Hay, og rammer en 28. plads på Børsens liste med en formue på tre milliarder kroner.

Den tidligere Bestseller-ejer må dog se sig slået af Winnie Liljeborg, medstifter af smykkefirmaet Pandora, og Hummel-familien Stadil, som ejer moderselskabet Thornico.

Som den sidste på listen over de 40 mest velhavende danskere finder man familien Martinsen, der står bag modekoncernen IC Group, og som med en formue på 2,5 milliarder kroner rundet listen af.