Ansvarlig virksomhedsadfærd – lidt som at spise en elefant

Vejen til ansvarlig virksomhedsadfærd kan føles som at skulle spise en elefant. Man må tage en bid ad gangen, lød det da Dansk Mode & Textil holdt fyraftensmøde om samfundsansvar i tekstilindustrien.

07.07.2017

Af Cathrine Bangild, cb@dmogt.dk

Når danske modevirksomheder skal have produceret varer, søger de ofte mod asiatiske lande som Kina og Bangladesh eller østeuropæiske lande som Polen og Ukraine. Men bag de attraktive produktionspriser kan gemme sig mindre gode forhold for arbejderne på fabrikkerne og lemfældig omgang med miljøregler.

Derfor stilles der i dag højere og højere krav til, at virksomhederne sikrer, at arbejdsforholdene lever op til internationale principper, og at menneskerettighederne bliver respekteret.

Dansk Mode & Textil havde inviteret til fyraftensmøde, hvor formand i Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI), Mads Øvlisen, og chefkonsulent for virksomhedsregulering og CSR i Erhvervsstyrelsen, Ellen Marie Friis Johansen, svarede på spørgsmål og kom med gode råd til, hvad danske modevirksomheder skal gøre for at udvise ansvarlig virksomhedsadfærd.

Gæstetalerne efterlod ingen tvivl om, at det ikke er en let opgave.

”Det er lidt som at skulle spise en elefant. Man må tage en bid ad gangen”, sagde Ellen Marie Friis Johansen.

Identificer, forebyg, udbedr
Men hvor på elefanten tager man så den første bid? Mads Øvlisen understregede vigtigheden af først og fremmest at forventningsafstemme. Det kan man gøre helt konkret ved at fremlægge den fælles branche code of conduct, som DM&T har udarbejdet, for producenten. Og så er der begrebet ’due diligence’ – nødvendig omhu – som de fleste virksomheder lige så godt kan lære at kende, hvis de ikke allerede gør.

”Mange er vant til at lave risikovurderinger, men det drejer sig oftest om sager, hvor man overtager et foretagende eller indgår samarbejde. Det, vi taler om her, handler om, hvilken risiko ens virksomhed påfører omgivelserne ud fra den måde, virksomheden arbejder eller samarbejder på. Her har virksomheden pligt til at gennemføre en risikovurdering,” sagde Mads Øvlisen til mødet hos Dansk Mode & Textil.

Når danske virksomheder skal foretage en risikovurdering, skal man kigge på sin egen virksomhed og sine forretningsrelationer. Her identificeres eventuelle risici, så de kan forebygges og udbedres. Det forventes også, at virksomheden skal kunne redegøre for, hvordan man vil håndtere sine risici, og hvad man har opnået.

”Man skal forstå nødvendig omhu (due diligence-processen, red.) som en integreret del af en virksomheds strategi og ledelsessystem og ikke noget, man bare gør nu og da. Ledelsessystemet skal sørge for, at man hele tiden vurderer, hvilke risici der er. Er det ikke et hulens arbejde, vil nogle spørge. Jo, det er det”, sagde Mads Øvlisen.

Indflydelse er lig med ansvar
MKI-formanden fremhævede et eksempel, hvor en leverandør havde 3.000 underleverandører. I sådanne tilfælde har den danske virksomhed stadig et ansvar for, at produktionen foregår under ordentlige forhold i alle led. Her fornemmede man blandt deltagerne på mødet en vis opgivenhed, og en deltager spurgte, hvilke erfaringer man i MKI har med at tackle sådan en situation.

”Hvis man kan godtgøre, at der er en forbindelse mellem leverandøren og dig – at du har en egentlig indflydelse på, hvordan hans eller hendes forretning ser ud – så har du et ’direct link’, og så har du et ansvar”, sagde Mads Øvlisen.

”Sig til jeres leverandører, at de bliver nødt til hele tiden at være klar over, hvad de selv og deres underleverandører gør. Det kræver selvfølgelig en vis størrelse at kunne have indflydelse hos leverandøren, men man er nødt til at sørge for at have nogle systemer, så lederne og indkøberne er enige om, at det skal implementeres, selvom det kan være noget bøvl”.

Pia Odgaard, CSR chef i Dansk Mode & Texil, tilføjer:

”Virksomhederne har et ansvar i den fulde værdikæde, men det centrale er, hvordan virksomhederne skal løfte dette ansvar. En dansk virksomheds nødvendige omhu betyder, at virksomheden har ansvaret for sin egen virksomhed og sine egne forretningsrelationer. Derudover er der i sektoren en række velkendte risici, som den danske virksomhed skal være opmærksom på, ofte fordi produktionen af globale konkurrencehensyn foregår i fattige udviklingslande med manglende regulering”.

Ansvar kan ikke udliciteres
Det er dog ikke nok, at virksomhederne fremlægger code of conduct og forventer, at leverandøren klarer arbejdet derfra, fortæller Mads Øvlisen og Ellen Marie Friis Johansen.

”Vi har set mange tilfælde, hvor virksomheder har code of conduct, society policy og så videre, men hvor de bare ikke bliver gennemført. Det kan man sørge for ved at lave en tjekliste. Det er helt nødvendigt at gøre, ellers risikerer man at få stukket blår i øjnene”, sagde Mads Øvlisen, som blev suppleret af Ellen Marie Friis Johansen:

”Man skal kunne dokumentere sin risikovurdering overordnet. Hvis man har tjeklister og kan dokumentere, at de er blevet udfyldt og returneret, og der er fulgt systematisk op på det, så er man et langt stykke ad vejen. Det handler ikke om, at man ikke må begå fejl, men det handler om, at man prøver at dokumentere, at man har afdækket sine risici”, sagde hun.

Pia Odgaard, DM&T, tilføjer:

”Virksomhederne skal italesætte kendte risici over for deres leverandører og bede leverandøren om at udvise nødvendig omhu i sin forretningsdrift. En del af den danske virksomheds nødvendige omhu er altså også at bede om at se leverandørens egen risikovurdering og plan for at håndtere disse risici. Desuden har den danske virksomhed pligt til løbende at følge op på leverandørens handlingsplan og i de tilfælde, hvor leverandøren ikke kan løfte opgaven alene, er det god stil at hjælpe leverandøren med at understøtte dette arbejde. Et godt eksempel på dette er den store indsats, som flere af vores medlemmer har for stået for i forbindelse med Accorden i Bangladesh”.

Til mødet anerkendte Mads Øvlisen, at virksomhederne står over for en i nogle henseender utaknemmelig opgave.

”Det må være svært at gennemtrumfe noget i en konkurrencepræget industri, som størstedelen af ens kunder ikke efterspørger”, sagde han, men:

”Man kan ikke udlicitere sit ansvar, og det er min erfaring, at leverandørerne mange gange ikke er klar over, at der er en risiko. Og når de får det at vide, vil de meget gerne udbedre det.”