Europæerne er vilde med care labels

En undersøgelse foretaget af GINETEX viser, at 80 % af europæerne aldrig eller sjældent køber tøj uden care labels.

07.07.2017

Af Simon Hansen, sh@dmogt.dk

For de fleste af os er care labels et integreret element i tøjet, og mange tænker ikke over, hvor symbolerne stammer fra, eller hvordan forbrugerne egentlig ser på dem. Men det gør GINETEX, som er den internationale organisation for tekstilpleje og -efterbehandling, eller slet og ret care labels. Derfor har allieret sig med der franske analyseinstitut IPSOS for at undersøge europæernes forhold til og forståelse af care labels. 6.000 personer i Tyskland, England, Frankrig, Italien, Tjekkiet og Sverige er blevet spurgt, og hele 70 % svarer, at de følger symbolerne, når det kommer til vask og strygning mm. Det er især for at undgå vaskeproblemer såsom krymp men også for at sikre en længere levetid for tøjet.

Det betyder, at man som modevirksomhed skal tage mærkningen alvorlig, lyder det fra Dansk Mode & Textil, som er nationalt ansvarlig for GINETEX i Danmark.

- Når så stor en andel af europæerne benytter symbolerne i care labels aktivt, understreger det vigtigheden af at have den rigtige sammensætning af symboler, hvorfor det giver rigtig god mening at benytte GINETEX-symbolerne. Det skal branchens virksomheder naturligvis være opmærksomme på, da det ellers kan blive modtaget negativt af forbrugerne, siger Michael Hillmose, international chef og GINETEX-ansvarlig i Dansk Mode & Textil.

Europæerne kender betydningen af care labels
Og forbrugerne har faktisk rigtig godt styr på betydningen af de respektive symboler. Eller i al fald nogle af dem. Hele 97 % kender betydningen af strygesymbolerne, mens 91 % har styr på vaskesymbolerne. Det halter lidt mere med symbolerne for rens, blegning og tørring, mens også understregningen (som betyder skånebehandling, red.) giver forbrugerne kvaler. Men det samlede billede viser tydeligt, at europæerne sætter pris på deres care labels.  

Det gælder også i købssituationen. 80 % svarer således, at de sjældent eller aldrig køber produkter uden care labels. Det selvom 62 % indrømmer, at de klipper mærkerne ud, typisk fordi de irriterer huden eller er alment ubehagelige.

Også når det kommer til miljøet, spiller care labels en vigtig rolle. 84 % af europæerne er bekymrede for vand- og energiforbrug, mens hele 90 % tager særlige miljøforholdsregler i deres behandling af tekstilprodukter. De tre afgørende tiltag er lufttørring, vask ved lave temperaturer og valg af vaskemaskinens eco-program. For at sikre det miljøvenlige aspekt indførte GINETEX for år tilbage Clevercare, som skal hjælpe forbrugerne med en mere miljøvenlig behandling af tekstilerne, blandt andet ved hjælp af den dedikerede hjemmeside clevercare.info.

Læs mere om care labels og GINETEX her.

Dansk Mode & Textil anbefaler, at man benytter GINETEX-symbolerne. Disse er registrerede varemærker, men som medlem af Dansk Mode & Textil kan man frit og uden risiko benytte symbolerne i både Danmark og udlandet. Har du spørgsmål til GINETEX, care labels eller mærkning i almindelig, er du velkommen til at kontakte Michael Hillmose.   

Michael Hillmose

KONTAKTPERSON

Michael Hillmose
Eksportchef
tlf: 97117294 · mobil: 22220408 · mhi@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil