Studerende re-designede til fordel for socialt udsatte

VIA University Colleges beklædningshåndværkerstuderende gik catwalk med genbrugstøj de selv havde designet fra Kirkens Korshær.

07.07.2017

Solen skinnede fra en skyfri himmel på den talstærke forsamling, da VIAs græsgrønne areal på Campus Aarhus C blev forvandlet til en catwalk, hvor studerende fremviste kollektioner af re-designet genbrugstøj. Et par klassiske denimbukser sad rundt om skuldrene frem for benene, mens et par lyse påsyede ærmer dannede ramme for en skjorte i forskellige farveplamager og stof.

- I vores fokus på socialt udsatte borgere har vi lavet en re-design kollektion, hvor vi forsøger at tage genbrugstøjet en tand videre end normalt, og derved give tøjet mere værdi, fortæller Monika Haunstrup-Suzuki, der er tovholder på projektet og underviser på VIAs beklædningshåndværkeruddannelse.

Re-design kollektionen er udarbejdet af beklædningshåndværkerstuderende i samarbejde med Kirkens Korshær, og tøjet er noget, de studerende selv har udvalgt, hvorefter de har designet og syet siden påske. Projektet er en del af de fire Vartegn-dage, der netop er afholdt på VIA University Colleges Campus C i Aarhus. Dagene, der er støttet af Den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017, har sat fokus på socialt udsatte borgeres styrker og ressourcer.

”Vi har arbejdet meget med denim, fordi det er meget oppe i tiden, og på den måde har vi fået kollektionen til at hænge sammen. Vi har derfor forsøgt at skabe en moderigtig kollektion til meget billige penge,” lyder det fra Monika Haunstrup-Suzuki.

En stor udfordring
Selvom genbrugstøj og vintage er genstand for noget af det mest populære tøj i øjeblikket, så var det ikke nemt at forvandle det brugte, slidte tøj til noget, der kunne gøre catwalken attraktiv.

- Det har været svært at arbejde med, fordi tøjet var grimt eller ucharmerende, og det har været en stor udfordring at finde ud af, hvad vi har kunne gøre ved det, fortæller Jonas Alm Andersen, der er studerende på uddannelsen.

- Vi skulle tænke ud af boksen, også selvom tøjet måske blev lidt alternativt. Det vigtigste for os med denne kollektion har været at vise, at selvom tøj er billigt, så kan det godt være smart. Vi har også vist, at tøj godt kan bruges igen og på den måde også have fokus på det bæredygtige, lyder det fra Jonas Alm Andersen.

Tøjet blev efterfølgende sat til salg i de studerendes egen butik, mens det overskydende tøj sælges i Kirkens Korshærs butik i Mejlgade i Aarhus. Alt overskuddet går til Kirkens Korshær.