Mere lifestyle på CIFF Kids

CIFF Kids har et endnu større lifestyle område i denne sæson. Her har Vildfang stået for det visuelle udtryk inspireret af pakkematerialer såsom bølgeplast.

07.08.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Dansk Mode & Textil har taget en snak med Jeanette Marchussen, Sales Manager i CIFF Kids, om hvad man skal forvente af messen, der åbner onsdag den 9. august:

Hvad kan vi forvente af CIFF Kids’ messe denne sæson?

Vi kan forvente en del nye danske og udenlandske brands. Voici Voila Paris har stået for det generelle visuelle udtryk på hele messen.

Hvilke nye initiativer er særligt værd at holde øje med?

Der er en kreativ installation med Vildfang. De står også for hele ’lifestyle’. Her har materialer, som varer bliver pakket i, fx bølgeplast, paprør og transportkasser, været inspirationen.

Så vil der også være en fotoudstilling med Celine Hallas. Den viser København gennem børns øjne.

Derudover har vi vores trendshows, som bliver afholdt onsdag og torsdag klokken 13, hvor stylisten har plukket de seneste trends fra forskellige brands.

Hvordan ser det ud med antallet af præ-registrerede besøgende?

Det ser godt ud.

Hvad er jeres forventninger til antallet af indkøbere?

Vi forventer, at der kommer mange internationale indkøbere. Vi har også hørt fra nogle brands, der har deltaget i Paris’ modeuge, at deres udenlandske indkøbere ikke kom til Paris, men at de i stedet kommer til København.

Hvordan ser det ud med antallet af udstillere?

I forhold til tøj er det nogenlunde som sidste sæson, med et par stykker ekstra. Men hele lifestyle området vokser for hver sæson, der er helt klart flere med.

Hvad er jeres generelle forventninger til modeugen?

Vi forventer, at vi får en fantastisk messe med en masse glade besøgende og udstillere.