Nyt internationalt netværk for brands og butikker

I morgen lancerer Fashion Brand List et netværk, hvor brands og butikker fra modebranchen verden over kan finde og skabe nye forbindelser.

08.08.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Et nyt netværk skydes i luften under modeugen onsdag den 9. august. Netværket er for butikker og brands i hele verden, som kan finde og skabe forbindelser gennem den nye platform.

”Vi har valgt at skabe Fashion Brand List fordi, vi har set et stigende behov for at skabe relationer på tværs af landegrænser. Der er fx en stor interesse i Asien for Nordiske brands, men det kan måske være svært for en butik fra Japan at finde ud af, hvad der rør sig på det Nordiske marked. Det ændrer Fashion Brand List hermed på.”, fortæller Daniela Usuriaga, Chief Editor hos Fashion Brand List. 

Det er gratis at bruge netværket, som man opretter sig på via deres hjemmeside. Her får man sin egen unikke profil, hvor der er mulighed for at beskrive sig selv og angive sine præferencer. Ud fra brugernes profiler hjælper Fashion Brand List brands og butikker med at skabe forbindelser.

”Vores netværk kommer desuden til at eksponere bestemte brands, og vores site vil være en kilde til inspiration med blandt andet spændende brandinterviews. Det er et koncept, vi forventer os meget af allerede nu baseret på den indledende interesse.”, tilføjer Daniela.

Folkene bag Fashion Brand List vil også være at finde på messerne Revolver, CIFF og CIFF Kids under modeugen.