Foto: Carit Løvdal

Nye ejere ind i modevirksomhed

Den danske kapitalfond Finance Zealand skal styrke den nye vækststrategi hos Fiveunits, 2nd One og Plain Denim

08.08.2017

De tre brands Fiveunits, 2nd One og Plain Denim har netop offentliggjort, at de ændrer i ejerkredsen. Den succesfulde virksomhed, som leverede et overskud på 18,5 mio. kr. sidste år, har hidtil været ejet af virksomhedens grundlægger Carit Løvdal, som på ni år har skabt en sund forretning. Nu træder nye ejere ind. Carit Løvdal har solgt en andel af virksomheden til den danske kapitalfond Finance Zealand, den norske partner Frode Strømman og virksomhedens nuværende CEO, Thomas Nissen. Det sker for at kunne fortsætte udviklingen og planerne om at styrke den internationale opmærksomhed for de tre brands.

Gennem de sidste år har virksomheden kunne fremvise en markant årlig vækst og tilfredsstillende tal på bundlinjen – et resultat af et skarpt fokus på kerneforretningen, ifølge stifter af virksomheden Carit Løvdal.

Salget sker som et led i en vækststrategi, der har fokus på ekspansion til nye og eksisterende markeder, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Gennem de sidste tre år har vi arbejdet os op på et niveau, der har gjort det nødvendigt at styrke organisationens internationale profil. Ansættelsen af Thomas Nissen som CEO i januar samt salget til Finance Zealand er netop et led i denne udvikling, fortæller Carit Løvdal og fortsætter,

- Med kapitalfonden bliver virksomheden ikke kun økonomisk styrket, men får samtidig en professionel bestyrelse, der skal sikre en effektiv, nuanceret og langsigtet strategi.

Virksomheden sælger på nuværende tidspunkt til omkring femten lande og har en årlig omsætning på over 100 millioner. Carit Løvdal fortsætter som direktør, medejer og aktivt bestyrelsesmedlem i den nye konstellation og vil dermed fortsat være med til at sikre den igangværende udvikling og fremgang.

Virksomheden er blevet handlet for et trecifret millionbeløb.