Facebook spotter trends og skibe producerer tøj

Bliv informeret og forberedt på disruption til DM&T’s TOPMØDE 2017. Her vil disruption-ekspert Erick Thürmer fortælle om den kommende udvikling i modebranchen. Få en smagsprøve allerede her:

07.09.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Der er sket meget siden Dansk Mode & Textil sidst afholdt branchedag for ti år siden. Så når vi den 10. oktober slår dørene op til modebranchens TOPMØDE 2017, slår vi også dørene op til en dag med fokus på de mange forandringer, der sker i branchen lige nu.

Her er et af de uundgåelige emner disruption – et emne man er nødt til at holde sig opdateret på, hvis man skal overleve i branchen. Det vil Erick Thürmer fortælle meget mere om på dagen. Erick kommer fra Dare Disrupt, der rådgiver og underviser i Disruption. Til daglig arbejder han med nye teknologier såsom 3D-print i sine virksomheder TwentySeven og Thürmer Tools. Derudover er han bestyrelsesmedlem i Det Eksponentielle Selskab samt Børsens Disruption Råd.

Få en smagsprøve på hvad han vil bringe på dagsordenen til TOPMØDE 2017 her:

Hvad får TOPMØDETs deltagere med sig hjem fra dit oplæg?

Mit ønske er at inspirere til at have mod til at lave fejl. Vi skal have bygget en kultur op, hvor det er okay at fejle, og det er okay at gå ud og eftersøge nye områder. For hvis vi ikke går ud og eftersøger nye muligheder, så opstår der ikke nogen.

Hvilket råd vil du blandt andet give deltagerne på dagen?

Jeg synes, at man skal tænke meget over, hvor meget tid man investerer i at lave strategier og strategiplaner, og om de fleste virksomheder i virkeligheden har bedre af at lave et vision statement.

Derudover vil jeg også fortælle deltagerne, hvor vigtigt det er at finde sit ’why’ – grundlaget for hvorfor man eksisterer.  

Hvad er på vej inden for disruption i modebranchen?

En af de helt store drivere er kunstige intelligenssystemer. Virksomheder som H&M og Massimo Dutti arbejder allerede med kunstige intelligenssystemer på designniveau. Her scanner systemerne Facebook-billeder for at se, hvor moden er på vej hen for at guide designerne.

Derudover arbejder Zara på at have skibe, der producerer tøjet undervejs. Det vil sige, at man meget hurtigt kan have styles ude på internettet. Når man ser, hvor mange der er interesserede i de forskellige styles, så kan skibene, der sejler med stoffet fra Kina mod Europa, producere tøjet undervejs.

Hvorfor er det vigtigt, at folk i modebranchen bliver informeret om disruption?

Fordi disruption meget sjældent kommer fra branchen selv, det kommer udefra. Derfor er det vigtigt at holde øje med, hvilke forandringer der sker i branchen.

Læs mere om TOPMØDE 2017 og tilmeld dig her