Følg med i en branche i rivende udvikling

Forstå hvordan mennesket reagerer på forandring, og lær hvordan du skal håndtere de store omvæltninger i modebranchen, når erhvervspsykolog Henrik Leslye gæster TOPMØDE 2017.

13.09.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Modebranchen står over for store forandringer. Det er digitaliseringen blandt andet et lysende eksempel på. Her kan det være fristende at stå af og fortsætte, som man plejer. Men ”plejer er død”, og vi må lære at tage imod og selv være med til at skabe forandringer.

Det vil erhvervspsykolog og foredragsholder Henrik Leslye fortælle meget mere om på Dansk Mode & Textils TOPMØDE 2017. Her vil han give et erhvervspsykologisk perspektiv på, hvordan mennesket håndterer forandring, og hvorfor det kan være en fordel at ændre sit mindset. Få et indblik i, hvad han vil tale om på dagen allerede her:

Hvem henvender dit oplæg på Topmødet sig til?

Mit oplæg henvender sig til alle topledere, chefer og andre professionelle, der ønsker at se reelle forandringer i deres organisation. Og om nogen, så har modebranchen brug for at kunne skabe de nødvendige forandringer i egen organisation.

Hvad lærer deltagerne af dit oplæg?

De lærer, hvad der skal til, før at det enkelte menneske forandrer sin adfærd, og hvad der driver den enkelte. Vanligvis er topledelse og chefer rigtig gode til at tænke i strukturelle forandringer; ny struktur i organisationen, ændringer i bemandingen, mål, strategi etc. Men rigtig mange har problemer med at opnå de ønskede forandringer i deres organisationer, selvom de strukturelle rammer er nok så perfekt sat. Og forklaringen ligger meget ofte ikke i en forkert strategi eller struktur - men i at det menneskelige element overses. Reelle forandringer opnås kun, når den enkelte medarbejders mindset er ændret. Og ikke før.  Det kræver en forståelse af den menneskelige psyke og vores grundlæggende evolutionære behov for, at det kan lykkes. Og den del kan de respektive topledere og chefer få indsigt i ved at komme til mit oplæg.

Bliver det ikke kedeligt at høre om erhvervspsykologi?

Bare rolig - blot fordi der er psykologisk forskning bag, behøver det ikke være en videnskab at bruge i praksis… ligesom det godt kan være sjovt og underholdende at høre om et erhvervspsykologisk emne, der det kan afgøre organisationers succes eller fiasko.

Hvorfor skal modebranchen forstå, hvordan mennesker håndterer forandring?

Branchen er i rivende udvikling og ingenting er længere, som det var i går - og i morgen kræver helt sikkert noget andet end i dag. Det kræver virkelig noget af medarbejderne i en organisation, at kunne kapere så høj omstillingshastighed. Heldigvis er der en række opmærksomheder og værktøjer, der kan gøre det hele en del lettere. Kom og hør hvad du kan gøre.

Læs mere om TOPMØDE 2017 og tilmeld dig her