Foto: Bjarke MacCarthy

Christian Stadil i spidsen for vækstinitiativ

Headstart Fashion og Danske Bank har taget initiativ til Fashion for Growth, som skal hjælpe modevirksomhed med at rejse kapital.

26.09.2017

Mange modevirksomheder har gennem tidens løb oplevet udfordringer med at skaffe kapital til vækst. Det vil Danske Bank i Aarhus og Region Midtjyllands vækstinitiativ Headstart Fashion nu gøre noget ved. Derfor har de i fællesskab lanceret ”Fashion Growth”, hvor kapitalstærke investorer får mulighed for at hjælpe mindre og mellemstore modevirksomheder. hummel-ejer Christian Stadil bliver formand for ”Fashion Growth”.
Han kalder ”Fashion Growth” et forfriskende og vigtigt initiativ i en tid, hvor en stor del af investormiljøets fokus er rettet mod teknologivirksomheder.

-Jeg er derfor rigtig glad for formandskabet i ”Fashion Growth”, hvor jeg sammen med de andre investorer skal sætte retning for investeringer i modebranchen. Der er brug for mere fokus på de potentialer, der ligger i at investere i modevirksomheder. Med dette initiativ kan vi vise, hvor meget saft og kraft der er i det danske modemiljø, og ikke mindst at man som investor har mulighed for at få en yderst god forrentning af sin investerede kapital, siger Christian Stadil.

Åbent for ansøgning
Modevirksomheder kan ansøge om at komme med i ”Fashion Growth” programmet, der kulminerer i slutningen af oktober, hvor investorer og virksomheder mødes. I samarbejde med Danske Bank udvælger Headstart Fashion de virksomheder, som får mulighed for at møde investorerne. Efter udvælgelsen bliver modevirksomhederne vejledt af den garvede advokat og investor Carl Erik Skovgaard Sørensen, der vil klæde virksomhederne på til at sælge deres ideer ind til investorerne.
Poul Nielsen, områdedirektør for Danske Banks erhvervskunder i Østjylland, glæder sig til samarbejdet:

-Modebranchen skaber værdi for Danmark og er kendetegnet ved mange dygtige virksomheder med høj vækst, stor eksportandel og mange ansatte. Med ”Fashion Growth” fortsætter vi det gode samarbejde med Headstart Fashion og sætter endnu mere fokus på udfordringen med fremskaffelse af risikovillig kapital fra investorer.

Også direktør i Headstart Fashion Christian Chapelle glæder sig til ”Fashion Growth”:

-Headstart Fashion har et frugtbart samarbejde med Danske Bank, hvor vi i fællesskab samarbejder om at udvikle modebranchen. ”Fashion Growth” er det nyeste skud på stammen og er sat i søen i erkendelse af, at det kan være en udfordring at finde risikovillig kapital, siger han og udtrykker forhåbning om, at der kan laves et match mellem investorer og en eller flere modevirksomheder. Derudover ser han også et styrket netværk som en yderligere gevinst ved formidle kontakt mellem virksomheder og investorer.

Vigtigt information om Fashion Growth:
- Den 4. oktober er der deadline på at fremsende sin ansøgning til ksa@headstartfashion.dk. Alle virksomheder indenfor modebranchen kan ansøge.
- Den 12. oktober får de udvalgte modevirksomheder mulighed for at deltage i en workshop, hvor de bliver trænet i at pitche deres ide til investorer.  
- Den 31. oktober mødes investorerne og de udvalgte modevirksomheder. Her får virksomhederne mulighed for at pitche deres udviklingspotentiale direkte til investorerne.

Har du spørgsmål, kan du kontakte Ulrik Knudsen fra Danske Bank, ulkn@danskebank.dk