Fast Fashion bliver endnu hurtigere

Moden bliver hurtigere og hurtigere takket være de digitale og krævende unge mennesker, det fremgår i en ny rapport fra Kurt Salmon, Accenture Strategy. Se rapportens hovedpointer her:

11.10.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

I dag er kunder mere krævende, utålmodige og forkælede på grund af internettet, sociale medier og lave priser. Online ordrer kan leveres inden for få timer, og de seneste modetrends bliver delt få minutter efter, de er set på catwalken. Det går stærkt, og det kommer kun til at gå endnu stærkere, det skriver Kurt Salmon, en del af Accenture Strategy, i en ny rapport.

’Fast fashion’ er i dag et mere og mere udbredt begreb, som er udtryk for, at modetrends hurtigt rejser fra catwalken til detailhandlerne, og ’see now, buy now’-modellen er ifølge rapporten kommet for at blive. 

Det er de unge, der bærer denne udvikling. De er nemlig tilstede på digitale platforme og sociale medier, som tillader dem at blive opdateret på de allerseneste trends inden for få sekunder.

Her ser de billeder og videoer fra catwalks og modeugerne, og de ser kendte og influencere i tøj, som de vil have muligheden for at gå i dagen efter.

Derfor pointerer rapporten, at der er tale om en ny trend: ’see now, buy now, wear now’.

Bliv hurtigere
For at man som brand og modevirksomhed skal kunne følge med den nye trend, nævner rapporten flere ting, det vil kræve, heriblandt adræthed, fleksibilitet og hurtig beslutningstagen.

Man skal arbejde hurtigere, for trends skal opdages, designs aftales og produktioner implementeres inden for så kort tid som muligt. 

Derfor er man nødt til at overvåge sociale medier, få hurtig feedback fra butikker, få online analyser i realtid samt drive en virksomhedskultur, der i sin tilgang til forbrugere og sortimentsplanlægning er reagerende i stedet for anvisende.

Rapporten foreslår, at man ændrer sin virksomhedskultur, får en fladere ledelsesstruktur og mere samarbejde på tværs af virksomheden, således at beslutningsprocesser kan gå hurtigere.

Sats på teknologi
Derudover understreger de, at man skal udnytte ny teknologi. Både teknologi der er cloud-baseret, så man kan tilgå det uanset, hvor man er i verden, og teknologi som er fremtidssikret og kan tilpasses fremtiden, nu når udviklingen inden for teknologi også går stærkt.

Man skal ligeledes bruge teknologi for at være tilstede, særligt på mobilen, da det er her, de unge ser og køber tøj. Flere shopper på mobilen, og år for år er salg på mobilen steget med 47% i Storbritannien.

Optimer leveringshastighed
Hele handelsprocessen skal gå hurtigere, og det gælder også for leveringshastigheden. Derfor foreslår rapporten, at det kan blive vigtigt at rykke produktionen så tæt på der, hvor den sælges.

De unge er meget utålmodige: 1/5 vil vælge levering til samme dag, hvis det er en mulighed. 13% vil have levering på mindre end en halv dag.

Find nyt koncept til fysiske butikker

Det er helt sikker vigtigt at optimere sit onlinesalg for at imødekomme de digitale unge, men som det forholder sig lige nu, er fysiske butikker stadig det mest populære sted at shoppe.

Det bunder blandt andet i, at de fysiske butikker har et socialt element, her kan man tage hen med sine venner. Derudover kan butikker give oplevelser og samtidig være et sted, hvor man kan afhente online ordrer.

Læs nyheden om det amerikanske stormagasin Nordstrom, som har lavet en fysisk butik med fokus på disse elementer her

I dag er det også vigtigt at huske på, at forbrugere møder brands på mange forskellige platforme og har mulighed for at shoppe tøjet online. Derfor kan butikker bruges som lagre, hvor der sendes pakker fra, eller som en destination, hvor man kan hente sine ordrer.

Derudover er de fysiske butikker i højere grad til for at inspirere og give et 360-graders billede af brandet. Rapporten foreslår derfor, at personalet i de fysiske butikker skal fungere som en ambassadør for brandet med fokus på at rådgive frem for at sælge. 
 
DE UNGES SHOPPEVANER:
- Over 40% kigger på tøj online eller i butikker en eller flere gange om ugen
- Mere end 1/3 køber en beklædningsdel hver anden uge og 1/8 køber hver uge
- Når de køber et stykke tøj, vil over 60% gå med det inden for en uge, og 1/5 vil gå med det samme dag
- Over halvdelen går med et nyt stykke tøj i max et år, og 25% kommer kun til at gå med det i max seks måneder
- 52% får sin modeinspiration fra de sociale medier