Foto: Modern Meadow. I laboratoriet.

Ægte læder uden dyr

Modern Meadow dyrker dyreceller i laboratorier og producerer på den måde ægte læder uden brug af dyr. I efteråret 2017 lancerede de prototyper på de første t-shirts i det dyrefri læder. Se billederne:

06.11.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Der er i øjeblikket et stort fokus på udviklingen af tekstiler. Der bliver både lavet syrobotter og tekstiler med integreret teknologi. Nu arbejdes der også på at lave dyreskind men uden brug af dyr, det skriver The Economist.


Designteam eksperimenterer med flydende læder. Foto: Modern Meadow.

Det er blandt andre den amerikanske virksomhed Modern Meadow, som er i fuld sving med at producere læderet, der ikke kommer fra dyrekroppe, men derimod laboratorier. Her bliver det groet i metervarer ved at bruge genmanipuleret gær til at fremstille læderet.


Gærkulturer. Foto: Modern Meadow.

”Gennem DNA-redigering er cellerne designet til at producere kollagen – det dominerende protein, der findes i dyreskind. Derefter bliver kollagenet dyrket, renset og biofremstillet for at skabe materialer med de samme naturlige byggesten, der udgør traditionelt læder,” skriver Modern Meadow i en pressemeddelelse til Dansk Mode & Textil.

Efter fødslen på laboratoriet kan læderet komme til garvning, farvning og finpudsning på helt samme måde, som det fra dyr kan.


De nyeste læderprøver. Foto: Modern Meadow.

Modern Meadow nævner flere fordele ved at gro læder i stedet for at bruge det fra dyr. Eksempelvis er læderet ikke påvirket af dyrs forskelligheder, størrelser og de ar og mærker, de har fået gennem et liv.

”Fri fra strukturen i dyreskind, tillader biofremstilling nye design- og produktionsmuligheder, som er umulige med traditionelt læder.”

På den måde er der heller ikke meget spildmateriale, og kvaliteten er i top.  

Første produkter i laboratorielæder
I løbet af efteråret lancerede Modern Meadow verdens første biofremstillede lædermateriale ved navn Zoa – ’A new animal is born’. Med det nye materiale har de lavet prototyper på grafiske t-shirts.


De første produkter lavet i Zoa. Foto: Modern Meadow.

”Zoa har et mønster, der refererer til dyrelæderstruktur og samtidig leger med en abstraktion, som ikke er set før i den naturlige verden. Prototypen er et udtryk for en designproces, der er informeret og inspireret, men ikke bundet af naturen.”

Zoa starter ud med at være læder i en flydende tilstand. Derved kan det formes til enhver form og kombineres med andre materialer. På den måde har de lavet t-shirts, som ikke er syet sammen, men i stedet samlet i den flydende tilstand.


Foto: Modern Meadow.

Den 1. oktober blev prototyperne udstillet på The Museum of Modern Art i New York, hvor de kan opleves indtil den 28. januar 2018. 


Zoa udstillet på MoMA. Foto: Modern Meadow.