Foto: White and More. Youtube-stjerner: Julia Sofia og Ida Imilia.

Nyt brand favner konfirmander med Youtube-stjerner

White and More er et nyt tøjbrand henvendt til konfirmander. Brandet bruger Youtube-stjerner til at fange den unge målgruppe, som indtil videre har taget godt imod det nye tøj.

09.11.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Det nystartede brand White and More sælger tøj og kjoler til konfirmander. Men hvordan får man sit brand ud til de unge snart ”voksne” mennesker?

For White and More er svaret at samarbejde med Youtube-stjerner. Brandets to stiftere har nemlig lavet et designsamarbejde med Youtube-stjernen Julia Sofia og hendes søster Ida Imilia.

”Vores samarbejde med Julia Sofia og hendes søster Ida Imilia har betydet meget fordi, de dels har været med til at designe kjolerne, og dels har en enorm kontaktflade og masser af taletid overfor målgruppen, som ellers kan være svære at ramme markedsføringsmæssigt,” fortæller Linda-Doris Laugesen, koordinatior hos White and More.

De to søstre spiller altså en stor rolle for brandet både design- og kommunikationsmæssigt. Julia Sofia, der har 183.000 abonnenter på Youtube og 279.000 følgere på Instagram, og Ida Imilia, der har 192.000 følgere på Instagram, er med til at kommunikere med målgruppen, som brandet primært er i kontakt med via sociale medier.

Derudover har søstrene opkaldt kjolerne efter deres veninder og kæledyr. Og så lægger de hilsener i æskerne, som udelukkende bliver solgt gennem White and Mores egen webshop og i pop-up butikker, hvor det nye tøj er blevet taget godt imod.

”Vi har fået en super god respons på vores første kollektion med masser af glade mails og beskeder, samt en dejlig stemning til vores første pop-up butik i Århus, hvor vi i den grad nød at se vores kjoler og styles blive prøvet af utallige kommende konfirmander,” afslutter Linda-Doris Laugesen.