Foto: Tomorrow

Nyt miljøbevidst denimbrand

Tomorrow er et nyt miljøbevidst denimbrand, der som de første i verden har fået både EU-blomsten og Svanemærket.

14.11.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Til januar bliver det nye danske denimbrand Tomorrow lanceret. Tomorrow er skabt af Henriette Pieszak, som har fokuseret på bæredygtighed. Brandet er dermed det første i verden, der er blevet certificeret med både EU-blomsten og Svanemærket.

”Tomorrow er en del af en meget tydelig tendens, hvor kunder i højere grad end tidligere forventer, at virksomheder, der leverer godt design og gode produkter, også har en klar bæredygtig profil,” skriver brandet i en pressemeddelelse, hvortil Henriette Pieszak kommenterer:

“Det er meget tydeligt, at forbrugerne efterspørger produkter med grøn samvittighed. Det kan og vil vi levere med Tomorrow.”

Henriette Pieszak har gennem mange år arbejdet med denim i sine to eksisterende brands, Pieszak og Ivy. Med det nye skud på stammen vil hun levere en kollektion på 10 jeans til den miljø- og stilbevidste forbruger.

“Vores typiske kunde vil være en kvinde i slutningen af 20’erne og op. Hun er målbevidst, selvsikker og bor typisk i byerne. Blot fordi hun tager bæredygtige valg som bevidst forbruger, går hun stadig ikke på kompromis med design, pasform og kvalitet. Hun flakker ikke fra sæson til sæson, men har sine favoritter, som hun bliver ved med at gå i, fordi de ganske enkelt klæder hende, sidder godt og føles rigtigt,” fortæller Henriette Pieszak.

Jeans fra Tomorrow starter ved 1.000 kr. og bliver solgt i størrelserne 24 til 33 i Danmark og internationalt.