Dansk Mode & Textil: Det har aldrig været nemmere at tage samfundsansvar

I dag lancerer Dansk Mode & Textil i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen et banebrydende og gratis online-værktøj, GoCSR.

11.08.2010

PRESSEMEDDELELSE

Dansk Mode & Textil: Det har aldrig været nemmere at tage samfundsansvar

I dag lancerer Dansk Mode & Textil i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen et banebrydende og gratis online-værktøj, GoCSR. Værktøjet gør det nemt for virksomheder at arbejde med samfundsansvar – også kaldet Corporate Social Responsibility. GoCSR lanceres med sit eget CSR-produkt - en special-designet tøjklemme produceret af varetægtsfængslede i Københavns Fængsler og Horserød Statsfængsel under navnet ”MADE by PRISONERS”.

Samfundsansvar handler om at passe godt på kollegaer, miljøet og samfundets udsatte. Samtidig kan man gøre sin indsats til en succesfuld forretning.

Med GoCSR kan en virksomheds medarbejdere hurtigt og nemt give ledelsen et overblik over, hvordan medarbejderne mener, at virksomheden skal tage et samfundsansvar. Ved at svare på en række spørgsmål, tegner de et billede af, hvad der for dem er virksomhedens vigtigste værdier, kompetencer og udfordringer. Med udgangspunkt i den viden kan ledelsen lave en CSR-strategi, så den både skaber værdi for virksomheden, samfundet og engagerer medarbejderne.

Helle Stakemann, CSR-ansvarlig i Dansk Mode & Textil: 
"Den danske mode- og tekstilindustri er godt i gang med CSR-arbejdet, men endnu flere ønsker at komme med på vognen. Både fordi de selv ønsker at være mere ansvarlige, og fordi danske og udenlandske indkøbere og investorer interessere sig mere og mere for CSR. Også forbrugerne er blevet mere bevidste.

Problemet er, at virksomhederne ikke ved, hvordan de skal komme i gang med at tage mere samfundsansvar. Vi har derfor taget initiativ til GoCSR, som gør det sjovt og let at tage skridtet, og hvor alle kan være med.”

Carsten Ingerslev, kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:
"Regeringen ønsker at gøre Danmark kendt for ansvarlig vækst. Med GoCSR kan virksomheden målrette sin CSR-indsats. Vi er glade for at kunne støtte op omkring de brancher der går foran, og er derfor glade for samarbejdet med Dansk Mode og Textil."

MADE by PRISONERS
GoCSR går i luften som optakt til den københavnske modeuge og er samtidig premiere på et usædvanligt samarbejde mellem parterne bag GoCSR og Københavns Fængsler samt Horserød Statsfængsel. Parterne bag GoCSR tager selv et samfundsansvar med projektet ”MADE by PRISONERS”, der hjælper med resocialisering i fængslerne. Varetægtsfængslede har produceret specielt designet tøjklemme, der uddeles under modeugen.

Peter Vesterheden, Fængselsinspektør ved Københavns Fængsler:
”Klemmen skal symbolisere, at man også kan tage et samfundsansvar i Danmark. Det er fx vigtigt, at fængslerne kan tilbyde de indsatte arbejde. Med klemmen viser vi, at vi kan løse opgaver professionelt. Og arbejdet betyder meget for de indsatte. De beskæftiges, de udfordres og de løser en opgave.”

Opbakning fra branchen
Katvig og Hummel, der i flere år har arbejdet med CSR, støtter op om initativet:

Vigga Svensson, GoCSR-ambassadør fra Katvig:
”GoCSR er et godt værktøj, når virksomheder skal vurdere deres kerneværdier, og hvor gode eller dårlige de er på de mange parametre, der indgår i CSR-arbejdet, og hvordan de kan blive bedre.”

Christian Stadil, GoCSR-ambassadør fra Hummel:
”GoCSR er et rigtigt godt og unikt initiativ, der hjælper virksomhederne i gang med CSR-arbejdet - det jeg kalder Company Karma. GoCSR er unikt, fordi det på en overskuelig måde sætter CSR, og hvordan man arbejder med det, i system. Det sker med forankring i virksomhedens kernekompetencer, og på den måde får virksomheden mest muligt ud af sin indsats.”

For yderligere information, kontakt:
Helle Stakemann, advokat og CSR-ansvarlig, Dansk Mode & Textil.
E-mail: hs@danskmodeogtextil.dk
Tlf: 5128 7740

Carsten Ingerslev, Kontorchef Center for Samfundsansvar, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
E-mail:  cin@eogs.dk
Tlf.: 2427 4864

Trine Ravn, Beskæftigelseschef, Københavns Fængsler.
E-mail: Trine.Ravn@kriminalforsorgen.dk
Tlf: 7255 5171

www.gocsr.dk