Dansk herremode i fremmarch

Dansk herremode oplever medvind i både ind- og udland i disse år. Efterspørgslen efter dansk herretøj ser ud til at fortsætte, og det kan betyde vækst og nyansættelser for virksomhederne bag, lyder vurderingen fra brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

04.08.2015

Pressemeddelelse

København, 4. august 2015

Når Copenhagen Fashion Week skydes i gang på onsdag kan de danske herremodebrands forvente ekstra bevågenhed fra danske og internationale indkøbere og pressefolk. Dansk Mode & Textil har netop foretaget en rundspørge blandt sine medlemsvirksomheder, og den viser, at de danske herremodebrands oplever fremgang.

 

”Ser man isoleret på de virksomheder, som udelukkende laver herretøj, er der en klar tendens til, at de klarer sig rigtig godt. De melder om fremgang i både ind- og udland, og faktisk er fremgangen så massiv, at en tredjedel af de adspurgte virksomheder forventer at skulle ansætte nye folk i løbet af den nærmeste fremtid,” siger international chef og analyseansvarlig i Dansk Mode & Textil Michael Hillmose.

 

Han forklarer endvidere, at eksporten blandt herretøjsmærkerne stiger i disse år, og at især Holland og Tyskland er succesfulde markeder for de danske virksomheder. Han nævner dog også Storbritannien som et marked, hvor især den yngre danske herremode har medvind.

 

Designmæssigt er der ingen entydig DNA i dansk herremode. Tværtimod stritter den faktisk i mange forskellige retninger, hvilket blot er en styrke ifølge en brancheekspert: 

 

”Herremoden rummer enormt mange stilarter, hvilket er en stor fordel, da det viser en design- og modenation, som rummer plads til mange forskellige udtryk. Det gør, at dansk herremode bliver brandet i flere forskellige segmenter, hvilket styrker branchen samlet set. Skal man nævne én fællesnævner må det næsten være, at de respektive brands har masser af attitude og tro på egne evner,” siger As Øland, som er kreativ chef i Dansk Mode & Textil og har adskillige års erfaring fra modebranchen. Hun siger endvidere:

 

”Internationalt er dansk herremode noget man holder øje med og respekterer. Det gælder både de større kommercielle brands og de yngre brands og designere, som er født med et internationalt tankesæt. Vi ser eksempelvis Astrid Andersen og Soulland, som begge viser under Londons herremodeuge, ligesom Asger Juel Larsen vandt den europæiske finale af den meget prestigefyldte designkonkurrence International Woolmark Prize sidste år. Dansk herremode har et massivt potentiale, så jeg tror afgjort, at vi kommer til at se meget mere dansk herremode i udlandet i fremtiden.”

 

I løbet af de seneste ti år, er der sket en stor udvikling inden for herremoden. Hver sæson dukker flere nye herretøjsbrands op, og størstedelen overlever også, hvilket ikke er en selvfølge i modebranchen. På de danske designskoler er der også kommet flere og flere designstuderende, som satser benhårdt på herremoden, hvilket også er med til at holde gang i udviklingen.

Men det er ikke bare internt i branchen, at der er kommet større fokus på herremoden. Også i bybilledet oplever As Øland, at mændene er blevet mere bevidste om deres påklædning.

 

”Danske mænd er altså meget velklædte. Der er sket et stort skred i mænds forhold til deres påklædning. Jeg har lagt mærke til, at især de unge mænd er modige og meget bevidste, når de klæder sig på. Samtidig er de gode til at vælge de nationale brands, hvilket blot styrker fortællingen om, at dansk herremode er noget særligt, som er værd at bide mærke i.”

 

Under Copenhagen Fashion Week kan man opleve rene herremodeshows hos Asger Juel Larsen, Han Kjøbenhavn, Jean // Phillip og Ellen Pedersen. Derudover er der også herretøj på catwalken hos BARBARA I GONGINI , Henrik Vibskov, Bruuns Bazaar, Nicholas Nybro og norske Mardou & Dean
As Øland

KONTAKTPERSON

As Øland
Kreativ chef
tlf: 97117291 · mobil: 51220122 · aso@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil

Michael Hillmose

KONTAKTPERSON

Michael Hillmose
Eksportchef
tlf: 97117294 · mobil: 22220408 · mhi@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil

Simon Hansen

KONTAKTPERSON

Simon Hansen
Presse- og kommunikationschef
tlf: 97117292 · mobil: 40227222 · sh@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil