Stine Goya står bag ny Kähler-serie

Stine Goya og Kähler har indgået et samarbejde, som er mundet ud i 12 designs, der drager stærke paralleller til midcentury-stilen. Kollektionen kan købes i butikkerne fra oktober.

09.08.2016

Af Mette Marie Rasmussen, mmr@dmogt.dk

Unikke farvemønstre og silhuetter inspireret af 1950-60’erne er kendetegnende for det nyeste samarbejde mellem keramikproducenten Kähler og designer Stine Goya. Sammen har de kreeret serien Fiora, der er i butikkerne fra oktober 2016.

Serien består af tolv designs og inkluderer bl.a. krukker, en vægvase og klassiske vaser. Samarbejdet udforsker dekorationstraditioner og gamle teknikker fra Kählers mere end 175 år lange historie.

- Vi har længe haft en ambition om at bringe historiske teknikker tilbage i vores produkter, og da muligheden for at arbejde sammen med Stine Goya bød sig, følte vi, at det var et helt rigtigt match, siger Jesper Holst Schmidt, CEO hos Kähler, om samarbejdet med den danske designer. (Artiklen fortsætter efter billedet)

Tekstiler skiftet ud med ler
Stine Goya træder ind i en lang række af kunstnere og kunsthåndværkere, der tidligere har designet keramik for Kähler. Selvom keramik er et nyt område for den danske designer, har hun grebet opgaven an med stor optimisme.

- Jeg har altid haft et stort ønske om at lave keramik, som er et helt andet materiale, end hvad jeg plejer at arbejde i. Der er noget lækkert over keramik, der jo starter som en blød masse, men som ender med at blive til et hårdt materiale, der er varigt og består, fortæller Stine Goya.

Goyas designs i folks hjem
Fiora leger med farverne, mønstrene og formgivningen og er en nyfortolkning af 1950-60’ernes brug af farver og proportioner. Stine Goya har designet et karakterfuldt relief i to markante farvehistorier - en lys pink version og en midnatsblå med hvide kontraster. Derudover er der enkelte styles i bordeaux og en nytænkende vase i guld.

- Silhuetterne og samarbejdet med Kähler har et kunstnerisk islæt, men samtidig kommer produkterne rigtig bredt ud og får lov til at leve i folks hjem. For mig betyder det meget, at jeg kan bidrage med små kunstværker til mange forskellige menneskers hjem, hvor de både kan nyde og bruge mine designs i hverdagen, siger Stine Goya om arbejdet med keramikserien Fiora.

As Øland

KONTAKTPERSON

As Øland
Kreativ chef
tlf: 97117291 · mobil: 51220122 · aso@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil