Menu
Kunsten at nørde

Andersen-Andersen: "Nørderiet er hemmeligheden bag succesen"

DM&T sætter fokus på branchens nichevirksomheder, som skaber en plads i markedet ved at satse snævert. Det gælder også for Andersen-Andersen, en moderne virksomhed, drevet af et ambitiøst ægtepar, der har sat sig for at lave verdens bedste sømandstrøje.

 I knap 10 år har ægteparret bag Andersen-Andersen haft et koncentreret fokus på strik, fordi de har en klar mission om at lave verdens bedste sømandstrøje.
I knap 10 år har ægteparret bag Andersen-Andersen haft et koncentreret fokus på strik, fordi de har en klar mission om at lave verdens bedste sømandstrøje.

07. juni 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

I løbet af de seneste år, hvor teknologien har udviklet sig med kolossal hast, har forbrugernes adfærdsmønster også ændret sig markant. Det er blevet nemmere og hurtigere at shoppe og adgangen til information har aldrig været mere tilgængelig. Af samme grund er vi som forbrugere blevet langt mere krævende.

Ifølge en lang række undersøgelser, som McKinsey & Company og The Business of Fashion står bag, vælger flere og flere virksomheder at positionere sig på markedet ved at dyrke en niche og stræbe efter at være de bedste til én ting.

Det er tøjvirksomheden Andersen-Andersen et godt eksempel på. Peter og Cathrine Andersen, som er grundlæggerne af den relativt nye virksomhed, har nemlig valgt kun at bevæge sig inden for strikkens forunderlige verden.

Ægteparret laver nyfortolkede udgaver af den klassiske sømandstrøje, der er inspireret af Danmarks maritime historie. I knap 10 år har de haft et koncentreret fokus på strik med en klar mission om at lave verdens bedste sømandstrøje, hvor funktionaliteten, holdbarheden og håndværket altid skal sidde lige i øjet. Man er med andre ord ikke i tvivl om, hvad man får, når man handler hos Andersen-Andersen.

Nogle værre nørder
Det har været en sej kamp at få knækket koden og designe en holdbar striktrøje uden pilling. Derfor var nørderiet i højsædet, da selve design- og kvalitetsudviklingen stod på i de første år. Men grundarbejdet og den første forståelse af materialet har været evident for deres succes, mener medejer Peter Andersen:

”Da min hustru og jeg tog beslutningen om at lave verdens bedste sømandstrøje, endte det ud i et stort forskningsprojekt, hvor vi sendte garn og strikprøver hjem fra alle verdens lande. Det blev meget hurtigt meget nørdet, men det var det, der skulle til,” siger han grinende.

Ja, der kan være frygteligt mange parametre, der skal balanceres og stemme overens, når man sætter sig for at være de bedste til at strikke: Hvilken knude skal man bruge? Hvilken tykkelse skal garnet være? Skal der bruges tre eller fire tråde? Og selvom det er et snævert område, skal man ikke tage fejl af, hvor stort et univers, der åbnede sig, da Peter og Cathrine påbegyndte missionen om at lave verdens bedste sømandstrøje:

”Vi havde et præcist mål, som drev os frem. Vi vidste, hvad den her sweater skulle kunne som arbejdstøj. Vi ville ikke lave luksus, vi ville lave kvalitet i sådan en grad, at der ikke var noget at sætte en finger på,” siger Peter.

Efter mange års nørderi kan Andersen-parret i dag kalde sig i eksperter i strik. De har sågar udviklet deres eget garn, som de altid bruger.
 
”Da vi først havde knækket koden og fundet ud af, hvad der skulle til for at opnå den ønskede kvalitet, gjorde det arbejdet meget lettere fremover. Vi har kun en promille af returneringer – det er faktisk slet ikke en del af vores budgetter,” siger Peter.  

”Det koster at lave kvalitet”
Der er altså ingen tvivl om, at kvalitet er nøgleordet i Peter og Cathrines arbejde. Men det kan være en omkostningstung proces, og med en salgspris på omtrent 2000 kroner for en klassisk Andersen-Andersen striktrøje kan det endnu en gang bekræftes, at pris og kvalitet bliver nødt til at følges ad.

Ægteparret er da også klar over, at de på grund af prisniveauet muligvis afskærer en del af markedet. Men det er lige meget, mener de. For de er ikke villige til at gå på kompromis med den kvalitet, der kendetegner deres produkt:

”Vi går ikke efter en billig produktion. Det koster noget at lave en kvalitet, der er til at stole på. Vi bruger noget dyrt garn, og vi betaler vores folk ordentligt,” siger Peter.

Prisniveauet afholder ikke folk fra at købe deres strik. Tværtimod, kan Andersen-Andersen se, at flere og flere køber deres trøjer. Især blandt den yngre aldersgruppe er der en stigende tendens til, at flere unge vælger at spare op til trøjen, og betragter den som en investering, man kan have glæde af i mange år.

”Det har været en stor fornøjelse at finde ud af, at kvalitet sælger,” siger han.

Transparens er vigtigt
Da Andersen-Andersen først begyndte deres produktion, startede de med at strikke i Danmark. Men da der stort set ikke er nogen produktion tilbage i Danmark, indså de hurtigt, at de måtte rykke udenlands.

Efter at have været et smut forbi både Polen og Litauen fandt Peter og Cathrine ud af, at kun italienerne havde den nødvendige erfaring med strik. Alt Andersen-Andersen tøj bliver derfor strikket i en lille familiedrevet mølle i det nordlige Italien.

”Italienerne har holdt deres traditionelle strikketeknikker ved lige. De forstår strik. Derudover ved vi, at produktionsforholdene er i orden. Og det er det vigtigste,” siger Peter.

Lige fra starten af har det været vigtigt for de to ægtefæller at lave en produktion, de kan stå inde for. Her spiller gennemsigtighed på tværs af værdikæden en væsentlig rolle.

Tager man de forbrugerorienterede briller på, er det et klogt træk, mener marketingsprofessor Alexander Josiassen. Han underviser blandt andet i forbrugeradfærd ved CBS, og ifølge ham kan en transparent produktion nemlig skabe grobund for værdier som nærvær og autenticitet – værdier, som nutidens forbrugere efterspørger mere og mere:

”Det er vigtigere end nogensinde før, at der er en historie og klar autenticitet bag produktet. Vi vil gerne vide meget mere om produkterne, så vi selv kan vurdere, om det er noget, vi som forbrugere gerne vil støtte op om” siger han.

Vi er langt bedre informeret end førhen, og det har generelt gjort os mere værdibevidste i vores indkøb, pointerer han:

”Vi vil gerne have noget, der reflekterer vores egne, personlige værdier. Ubevidst stiller vi os selv spørgsmålet ’hvad siger det om mig som forbruger, hvis jeg køber det her produkt?,” siger marketingsprofessoren.

Ægteparret er da også tilfredse med konstellationen i Italien.

 ”I virkeligheden handler det om, at Cathrine og jeg kan sove godt om natten, velvidende at vi laver en sund produktion. Det er vi stolte af,” afslutter Peter Andersen. 
"