Menu

Arket åbner ny butik i lufthavnen

Konkurrencen i lufthavnen øges, når H&M rykker ind i Københavns Lufthavn med deres nyeste skud på stammen, Arket. Det bliver en stor butik, der rummer en tilknyttet café.

Arket åbner ny butik i Københavns Lufthavn
Arket åbner ny butik i Københavns Lufthavn

14. februar 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Det svenske team bag H&M, COS,  Weekday og mange flere velkendte brands lancerede sidste år deres nyeste brand, Arket, og åbnede en butik i det gamle posthus i Købmagergade. Nu har de valgt at åbne endnu en Arket-butik, som denne gang skal ligge i Københavns Lufthavn. Allerede til august 2018 vil de rejsende få mulighed for at udforske udvalgte dele af brandets kollektioner.

Den nye butik skal fungere som et ’modern-day market’, som netop er tilpasset den rejsende kunde, og der bliver også er mulighed for at nuppe en kop kaffe og en hurtig bid mad i den tilhørende Arket café, der kan rumme 20 siddende gæster. 

”Københavns Lufthavn forbinder Danmark, Sverige og hele Skandinavien med resten af verden. På den måde vil den nye butik give os mulighed for at præsentere de forskellige aspekter, som ARKET har at tilbyde, til nye kunder, ” siger den adm. direktør, Lars Axelsson.

Passer godt til lufthavnen
Med et bredt udvalg af tøj, sko og ting til boligen, for ikke at tale om et permanent sortiment af badetøj og undertøj, vil butikkens fundament være den såkaldte ’Arket Travel Series.’ Den er designet til at optimere standarden på internationale flyvninger og består af praktiske letvægtstasker, der er perfekte til håndbagage.

”Vi synes, at vi har meget at tilbyde det miljø, der er i Københavns Lufthavn, og vi er meget spændte på at indføre vores brand her,” siger Lars Axelsson.

Det bliver en stor butik på hele 250 kvadratmeter, hvor en fjerdedel vil være dedikeret til caféen. Her vil der blive serveret sæsonbestemt kaffe, friskt bagværk og komplette, vegetariske måltider, der kombinerer Arkets egne opskrifter med madvarer fra aktører udefra. Alt, der serveres, er baseret på New Nordic Food-konceptet, hvor der lægges vægt på kvalitet og sund livsstil.  

”Arkets fokus på nordisk design og kvalitet, kombineret med en rolig og imødekommende café, virker som det perfekte match for Københavns Lufthavn. Lufthavnen har været en pioner for moderne lufthavnsarkitektur og optimerede rejseoplevelser,” siger Ulrika Bernhardtz, som er Arkets kreative chef.

Den nye Arket-butik kan findes i det nye område i terminal 2, der kommer til at huse 25 nye shopping- og spisemuligheder.
"