Menu

Atelier 2000 belønnes for integrationsarbejde

Sønderborg Kommune og Integrationsrådet har netop tildelt Atelier 2000 Uniforms-skrædderi årets Brobyggerpris. Virksomheden belønnes for arbejdet med at ansætte og integrere medarbejdere fra Syrien og Afghanistan.

Heidi Moisen, direktør i Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S, har netop modtaget Brobyggerprisen. Her er hun flankeret af to medarbejdere med uniformskasketter, hvilket er et af de produkter, virksomheden producerer. Foto: PR
Heidi Moisen, direktør i Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S, har netop modtaget Brobyggerprisen. Her er hun flankeret af to medarbejdere med uniformskasketter, hvilket er et af de produkter, virksomheden producerer. Foto: PR

28. august 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

På en systue i Sønderborg sker der en integrationsindsats ud over det sædvanlige.  Her fremstiller 20 skræddere og syersker præstekjoler, gallauniformer og anden uniformsbeklædning, men der er langt fra tale om en uniform medarbejderskare. Atelier 2000 driver Danmarks største systue, og her skeler man ikke til medarbejdernes rødder, når der ansættes nye. I den seneste tid er fem nye medarbejdere tiltrådt, og de kommer alle fra Syrien og Afghanistan.

”Atelier 2000 er vokset i de seneste år, og derfor havde vi brug for flere dygtige hænder i vores produktion. Jobcentret i Sønderborg gjorde os opmærksom på nogle kandidater med integrationsbaggrund, som har kompetencer indenfor skrædderi med fra deres hjemland. Dem fik vi i praktik, og har derefter valgt at fastansætte dem,” fortæller Atelier 2000’s direktør Heidi Moisen.

Det arbejde bliver nu belønnet med Brobyggerprisen 2019, som siden 2005 er blevet uddelt af Sønderborg Kommune og Integrationsrådet til ’en person, virksomhed, forening eller institution, som har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme integrationen af minoritetsgrupper og for at skabe mangfoldighed i Sønderborg-området.’

Fagligheden er i orden

For Atelier 2000 er der faktisk tale om lidt af et lykketræf. Skræddere og syersker hænger nemlig ikke på træerne, og særligt efter den store outsourcing-bølge gennem 80’erne og 90’erne blev det vanskeligere at finde kompetente medarbejdere. Heidi Moisen forklarer, at Atelier 2000 altid har skrædderelever i virksomheden, men at hun oplever, det kan være vanskeligt at fastholde dem, da mange vil læse videre eller flytter fra byen. Så på den lange bane giver det også mere end mening at ansætte medarbejdere med en anden baggrund end den danske:

”Vores nye medarbejdere fra Syrien og Afghanistan har fagligheden i orden den dag de starter hos os. Og så har de fleste af dem familie og vil gerne etablere sig i Sønderborg. Chancerne er gode for at de vil blive hos os i mange år.”

Det er dog langtfra noget nyt, at Atelier 2000 ansætter medarbejdere, hvor der også følger integrationsopgaver med. Virksomheden har haft stor succes med at ansætte medarbejdere fra Bosnien og Kosovo, som også kom til Sønderjylland med de rette kompetencer i bagagen. De har nu været i virksomheden i godt 15 år.

”Vi har i forvejen været vant til at arbejde i et multikulturelt team hos Atelier 2000, og vi er gode til at få tingene til at fungere på trods af forskellighederne,” siger Heidi Moisen, der blev positivt overrasket over at virksomheden var blevet indstillet til Brobyggerprisen 2019.

”Vi har jo ikke ansat vores nye medarbejdere for at vinde en pris, men det er en rigtig fin anerkendelse for den indsats, vi alle sammen gør i hverdagen,” fortsætter hun og understreger, at det er alle medarbejderes fortjeneste, at integrationen glider så let.

”Vores nye ansatte fra Syrien of Afghanistan er håndværksmæssigt meget dygtige. De kan deres kram, og det giver respekt hos de andre skræddere. Medarbejderne er til gengæld gode til at forklare arbejdsopgaverne på kreative måder, når sproget driller. Så på den måde hjælper vi hinanden med skabe de bedste løsninger, og det er jo afgørende for vores virksomhed,” sagde Heidi Moisen, da hun modtog prisen, som blev overrakt af formand for Integrationsrådet i Sønderborg Kommune, Desalegn Tufa.

Som tegn på anerkendelsen modtager Atelier 2000 også 2.500 kroner og et fad lavet af glaskunstner Tove Hansen. I år var der i øvrigt to vindere af prisen, da dommerkomiteen også valgte at præmiere Bjarke Schmidt fra Kirkernes Integrations Team for sin indsats.

"