Menu

Bliv en del af cirkulært event under modeugen

Arbejder din modevirksomhed med upcycling, genanvendte produkter og/eller ressourceoptimering, så kan du ansøge om deltagelse i ALL RISE cirkular fashion days under Copenhagen Fashion Week i januar. Initiativet skal bidrage til at øge fokus på cirkulære løsninger og aktører i modebranchen.

25. november 2019

Lifestyle & Design Cluster har allieret sig med street food- og kulturinitiativet Reffen og det bæredygtige modebrand ADP. Samarbejdet munder ud i arrangementet All Rise CFD; et arrangement, som afholdes i forbindelse med januars modeuge, og sætter fokus på de gode cirkulære innovationer, der findes i branchen.

Og her kommer du ind i billedet. I hvert fald hvis din virksomhed arbejder med upcycling, genanvendte produkter eller ressourceoptimering. Måske endda alle tre ting.

Arrangørerne søger nemlig både store og små virksomheder, der har lyst til at deltage i All Rise CFD. Du kan læse mere om kriterierne og ansøgningsproceduren via dette link. Din ansøgning skal være afleveret senest 13. december.

Vælger du at deltage bliver du en del af et arrangement, som sætter fokus på cirkulære løsninger, hvilket er en væsentlig del af modebranchens bæredygtige omstilling.

Du får mulighed for at udbrede kendskabet til din virksomheds cirkulære initiativer blandt både forbrugere og professionelle. All Rise CFD har nemlig både fokus på B2B og B2C-salg. Fra kl. 10.00-16.00 er der fokus på B2B mens der fra kl. 16.00-22.00 åbnes op for B2C, hvor alle har adgang. Du vil således både kunne sælge til og netværke med den professionelle indkøber og slutbrugeren. Arrangørerne beskriver selv initiativet som en oplevelsesdrevet messe med fokus på at skabe ”content” og salg for de cirkulære tøjmærker.

Det hele finder sted på Maskinværkstedet på Refshaleøen over fire dage mellem den 27. og 31. januar 2020.

Du kan læse meget mere om arrangementet og få alle de praktiske informationer her

"