Menu

Børnetøjsbrand ansætter administrerende direktør

Den familieejede virksomhed Offspring A/S, der står bag børnetøjsbrander WHEAT, har valgt at ansætte en adm. direktør, som skal understøtte virksomhedens vækstplaner. Valget er faldet på en profil med omfattende brancheerfaring.

Foto: WHEAT
Foto: WHEAT

05. august 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Hidtil har ægteparret Charlotte og Peter Galsgaard selv stået i spidsen for Offspring A/S og selskabets brand WHEAT, som de i fællesskab har stiftet og ejer. Men nu har man valgt at ansætte Ulrik Engelund Holm som adm. direktør med virkning fra 1. august. I en pressemeddelelse forklarer ejerne, at de anser det som en naturlig konsekvens af virksomhedens fremgang og deres ønske om yderligere ekspansion. De uddyber: 

”Vi har i noget tid overvejet behovet for at få tilført erfarne, strategiske kompetencer, der med succes har udviklet mennesker og virksomheder fra den størrelse, vi har nået nu, til det næste niveau. Med ansættelsen af Ulrik har vi tiltro til at både tidspunktet er rigtigt og personen er den rette til at gennemføre en planlagt ekspansion for WHEAT.”

Ulrik Engelund Holm kommer fra en stilling som COO i Garant, som er Danmarks største kæde af gulv- og gardinforretninger, ligesom han tidligere har været CMO i børnetøjsvirksomheden Kabooki og været chef for Friends-børnetøjet i COOP. Nu skal han altså stå i spidsen for Offspring, og han glæder sig til at arbejde med WHEAT, og han betoner særligt ét område, som vil få stor betydning for den fremtidige vækst. 

”WHEAT har i mange år været orienteret imod bæredygtig produktion af børnetøj, hvilket er én af de stærke trends, alle brands skal kunne tilpasse sig i de kommende år. Særligt med de seneste valg i Skandinavien og det vigtige eksportmarked Tyskland, vil det være afgørende at kunne imødekomme forbrugernes forventninger på dette område. WHEAT har et godt udgangspunkt for at ramme de europæiske forbrugeres krav til produkter og services i fremtiden. Det ser jeg frem til at undersøge nærmere og styrke yderligere som en del af en samlet plan for ekspansion,” siger Ulrik Engelund Holm

Både Charlotte og Peter Galsgaard fortsætter med at have deres daglige gang i virksomheden, oplyser de. 

Ulrik Engelund Holm er per 1. august 2019 ansat som adm. direktør i børnetøjsvirksomheden Offspring A/S, der står bag brandet WHEAT.
Ulrik Engelund Holm er per 1. august 2019 ansat som adm. direktør i børnetøjsvirksomheden Offspring A/S, der står bag brandet WHEAT.
"