Menu

BTX Group på nye hænder

Modevirksomheden BTX Group har fået nye ejere i form af Grow Capital Holding, som overtager aktierne fra Sun Capital Partners. Den nye ejer vil selskabet og roser det stærke fundament, BTC Group hviler på.

Brandtex er et af fire brands i BTX Groups portefølje. De tre andre er Ciso, Jensen Women og Signature.
Brandtex er et af fire brands i BTX Groups portefølje. De tre andre er Ciso, Jensen Women og Signature.

31. juli 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Modevirksomheden BTX Group er per 12. juli blevet solgt til Grow Capital Holding Pte Ltd. Det sker seks år efter, den hidtidige ejer Sun Capital Partners Group V, LLC overtog virksomheden. I en pressemeddelelse beskrives Grow Capital som et privatejet selskab med stærk operationel og finansiel ekspertise og evnen til at skabe en succesfuld turnaround. Derudover har Grow Capital ekspertise i fusioner og virksomhedsakkvisitioner.

Adm. direktør i BTX Group, Jesper Roe, kan se tilbage på en begivenhedsrig og positiv periode under Sun Capital Partners’ ejerskab.

”Trods særdeles ugunstige markedsvilkår er vi under Suns ejerperiode lykkedes med mange delmål, og det er lykkedes at navigere gennem udfordringerne. Vi har gjort vores interne processer skarpere, ligesom vi har startet nye forretningsområder,” siger han.

Grow Capital går ind i det nye ejerskab med et ønske om at være strategisk partner for ledelsen og vil bidrage til geografisk ekspansion, vækst via akkvisitioner og udnyttelse af dets globale netværk.

”Når vi laver opkøb, søger vi selskaber med et stærkt fundament og en stærk ledelse, som har leveret resultater, selv under svære markedsforhold. BTX opfylder disse kriterier,” siger bestyrelsesformand Arvind Vij fra Grow Capital. Han fortsætter:

”Vi har gennem vores proces og dialog med selskabet fået et godt indtryk af forretningen, som har solide grundlæggende processer og stærke leverandør- og kunderelationer. Vi glæder os til samarbejdet med Jesper Roe og hans team, og til at føre forretningen videre i en branche, som er under konstant forandring. Vores vision er at tilknytte flere brands gennem yderligere akkvisitioner, som skal bringe umiddelbar synergi og herigennem sikre ledelsens fokus på kunderne.”

Jesper Roe ser også frem til samarbejdet med den nye ejer, og han har store forventninger til partnerskabet.

”Grow Capital har købt BTX, fordi de synes, vi er et stærkt selskab, og de anerkender vores indsats og resultater, selvom de endnu ikke er helt omsat til finansielle resultater. Vi er et selskab med masser af potentiale, som vi ønsker at udnytte fremover,” siger Jesper Roe og afslutter:

”Det er fortsat vores opgave at udvikle forretningen og finde mulighederne under de vilkår, som markedet tilbyder.”

BTX Group, som har hovedsæde i Brande, er selskabet bag de fire brands Brandtex, Jensen Women, Signature og Ciso.
"