Menu

Carmakoma-stifter forlader brandet

Sidste år blev plus size-brandet Carmakoma solgt til Bestseller. En af brandets to grundlæggere fulgte med, men nu siger Heidie Lykke farvel til det brand, som i 10 år har været en fast del af hendes liv.

Heidie Lykke var med til at grundlægge plus size-brandet Carmakoma i 2008. Nu forlader hun brandet, som sidste år blev en del af Bestsellers Only.
Heidie Lykke var med til at grundlægge plus size-brandet Carmakoma i 2008. Nu forlader hun brandet, som sidste år blev en del af Bestsellers Only.

07. december 2018

Carmakoma blev grundlagt af Heidie Lykke og Angelica Weiss i 2008, og i 2017 stod Bestseller klar tila t indlemme Carmakoma i Only-brandet. Dermed solgte Heidie Lykke sit livsværk, efter hendes mangeårige partner Angelica Weiss havde forladt projektet året forinden. Heidie Lykke fortsatte som koncept & produkt manager i Only Carmakoma, men nu har hun valgt at forlade projektet med årets udgang.

”Det er en meget stor beslutning, og absolut ikke en nem en,” fortæller Heidie Lykke i en pressemeddelelse. Hun følte, at nu var et godt tidspunkt at sige farvel på. Brandet har siden salget, ”præsteret forrygende i konstellationen med ONLY,” kan man læse i pressemeddelelsen.

”Jeg er stolt over den performance brandet allerede viser som ONLY CARMAKOMA, det har, trods alt, gjort det lettere for mig at give min ”baby” videre. For det har vitterligt været min baby, og en kæmpe del af mit liv, som jeg nu har valgt at forlade. Det er en vild fornemmelse,” siger Heidie Lykke.

Nu rykker hun og familien teltpælene op og flytter til Barcelona. Det er dog ikke ensbetydende med, at Heidie Lykke bare skal ligge på den lade side.

”Jeg glæder mig til at kaste mig over nye projekter og opgaver i mit firma, Preview Consulting” afslutter Heidie Lykke, som allerede arbejder på et spændende projekt, som hun vil afsløre mere af i det nye år.

"