Menu

Dansk outdoor-brand i japansk feriesatsning

Outdoor-brandet Nordisk har allieret sig med Japans førende hotel- og turismekoncern, som nu åbner feriekonceptet Nordisk Village, en form for luksuscamping i naturskønne omgivelser.

Nordisk Village er en ny ferieform, hvor luksus og outdoor-livet forenes. Seneste skud på stammen er på de japanske Goto øer. I 2017 åbnede den første Nordisk Village i Venedig.
Nordisk Village er en ny ferieform, hvor luksus og outdoor-livet forenes. Seneste skud på stammen er på de japanske Goto øer. I 2017 åbnede den første Nordisk Village i Venedig.

15. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

I sommeren 2017 åbnede Nordisk Village i Venedig. Det er outdoor-brandet Nordisk, der står bag det globale camping- og feriekoncept, som byder indenfor i luksuriøse, store bomuldstelte med rigtige møbler og belysning. Der er altså ikke tale om camping i primitiv forstand, men i stedet er der lagt op til en luksuriøs ferieoplevelse, hvor teltene er samlet i en lille landsby – deraf navnet Nordisk Village – med skandinavisk inspireret fælleskøkken og overdækkede terrasser til hvert telt.

Det koncept har nu vakt interesse i Japan, hvor landets førende hotel- og turismekoncern Fujita Kanko åbner en Nordisk Village på Goto øerne ud for Nagasaki i det sydvestlige Japan.

Fujita Kanko ser et stort potentiale i denne nye ferieform.

“Denne livsstil appellerer til et hastigt voksende segment blandt moderne turister, ikke mindst i Japan, hvor alt skandinavisk og specielt dansk er meget attraktivt at være en del af”, siger CEO Yoshihiro Ise fra Fujita Kanko.

En af de store fordele ved konceptet er, at det ikke kræver nogen byggetilladelse.

Giver mulighed for luksusferie i uspoleret natur

“Men for os er der også en anden interessant vinkel på det, for med dette koncept har vi mulighed for at bygge Nordisk Villages, hvor det aldrig ville være muligt at få tilladelse til at opføre et hotel. Forestil dig en Nordisk Village i et roligt og uspoleret område i bjergene, ved en sø, på en øde ø, ved havet eller på en næsten ukendt lokation i den uspolerede natur. Dette koncept appellerer i høj grad til naturelskere, der samtidig ønsker komforten ved en rigtig seng og bekvemmeligheden ved at have alle daglige fornødenheder indenfor rækkevidde”, siger Yoshihiro Ise.

Goto øerne kan bryste sig af smukke sandstrande og store naturoplevelser, hvorfor det har været en oplagt placering til Nordisk Village, som i øvrigt bliver anlagt, hvor der tidligere lå en skole. Denne bliver nu restaureret, således at den kommer til at fungere som reception, café og gourmetrestaurant.

Nordisk producerer en række artikler til det vilde – og altså mere luksuriøse – outdoor-liv. Silkeborg-virksomheden har blandt andet telte, soveposer og rygsække i sortimentet, og dermed giver det rigtig god mening, at Nordisk har introduceret begrebet Glamping, som er en sammentrækning af Glamorous og Camping. En ferieform i det fri, hvor man får al den luksus man forventer af et hotelværelse.  

"