Menu

Eksport er afgørende, hvis væksten skal fortsætte

2017 var endnu et rekordår, men skal modebranchen blive på vækstsporet, skal branchen sætte sin lid til en fortsat stigende eksport. Branchen skal øge sin internationale indsats for at sikre positiv udvikling, lyder det fra DM&T’s direktør.

06. august 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Forud for modeugen, som starter i morgen, står en ting lysende klart: Der er eksporten, der driver dansk modes vækst. Og eksporten har aldrig været højere, hvilket man også kan læse i dagens udgave af Børsen. De danske modevirksomheder eksporterede tøj for 30 mia. kr. i 2017, og ser man på udviklingen i første kvartal af indeværende år, fortsætter den tendens. Her steg eksporten nemlig 5 %, mens det hjemlige salg faldt 6 %.

”Vi må konstatere, at salget af dansk beklædning til de hjemlige modebutikker endnu en gang har taget et dyk her i starten af 2018. Den udvikling har, trods enkelte år med opblomstring, været meget udtalt i de seneste ti år. Derfor har de danske modevirksomheder over en bred kam prioriteret eksportmarkederne, og den prioritering har båret frugt,” fortæller adm. direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen.

Den udvikling ser ud til at fortsætte, og Thomas Klausen er meget bevidst om vigtigheden af et stærkt setup, når det kommer til eksporten.

”Tidligere kunne du godt drive et modebrand udelukkende med salg til danske kunder. Det er utænkeligt i dag. Hvis du vil overleve som modevirksomhed, er der ingen vej uden om eksporten, og du skal have en klar strategi, hvis du vil have succes. Det er i høj grad eksporten, der har været definerende for de modevirksomheder, der har klaret sig godt siden finanskrisen,” siger han.  

Dansk mode skal længere ud i verden 

I løbet af de seneste 10 år er eksporten af beklædning steget 40 %. Det er primært på nærmarkederne, de danske modevirksomheder sælger deres varer. Især Tyskland har været en drivkraft, og i 2017 aftog tyskerne dansk tøj for 9 mia. kr. Det er 14 % højere end året forinden. Derudover er dansk mode populær i Sverige, Holland, Norge og Storbritannien, som er de resterende på listen over de fem største modemarkeder.

Men tiden er også ved at være moden til, at dansk mode kommer længere ud end nærmarkederne.

”Der tegner sig efterhånden et billede af, at det ikke længere er nok at eksportere til Norge og Sverige. Er man som dansk modevirksomhed ikke allerede i gang med eksport uden for Skandinavien, er det ved at være på høje tid. Ellers risikerer man at blive sat af i en branche, hvor konkurrencen er hård og global,” siger branchedirektøren. Han understreger, at den enkelte virksomhed naturligvis skal ekspandere i takt med egne ressourcer og strategier, og at der eksempelvis fortsat er store muligheder for at udvide på det tyske marked.

Dansk Mode & Textils seneste analyse viser, at det ikke længere udelukkende er på nærmarkederne, de danske modevirksomhed oplever stigende efterspørgsel. Flere af branchens virksomheder peger eksempelvis på USA som det største vækstmarked, mens interessen fra lande som Frankrig, Belgien og Italien også har været for opadgående. Noget der glæder Thomas Klausen.

”Det vidner om, at branchen er gået ind i en ny fase. Virksomhederne har etableret sig på de nære markeder, og det har rustet dem til at satse på markeder, der ligger længere væk. Hvis modebranchen fortsat kan udbygge de eksisterende markeder og samtidig slå igennem i for eksempel USA, ser fremtiden overordentlig positiv ud. Der er ingen tvivl om, at de danske modevirksomheder fortsat har et stort vækstpotentiale,” slutter han.

"