Menu

Flere danskere blandt modebranchens mest indflydelsesrige

Business of Fashion tilføjer igen i år nye danske navne til deres BoF 500 liste, der tæller de aktører, som er med til at forme branchen på globalt plan. Se hvem her.

02. oktober 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Business of Fashion præsenterer hvert år listen BoF 500 med personer der former den globale modebranche. Det er Business of Fashions redaktører, der udvælger personerne til BoF 500, baseret på indstillinger fra nuværende BoF 500-medlemmer, omfattende dataanalyse og research. I år har man valgt at gøre tingene en smule anderledes. I stedet for at udforme en ny liste, har man tilføjet 100 nye navne til listen, hvilket bliver fremgangsmåden fremover.

I år er der to – faktisk er der tre, men to af dem deler en enkelt plads på listen - danske navne på listen. Modellen Mona Tougaard finder vej til listen efter at have gået shows for blandt andet Prada og Chanel. Den århusianske model med somaliske, etiopiske, tyrkiske og danske aner vandt Elite Model Look i Danmark i 2017, og hun spås en stor karriere i den internationale modebranche.

Ditte og Nicolaj Reffstrup er også nye på listen. Ægteparret står bag Ganni, som de købte i 2009, inden de i 2017 solgte 51 % af virksomheden til kapitalfonden L. Catterton. Ditte Reffstrup står fortsat for at udstikke brandets kreative kurs som Creative Director, mens Nicolaj for et år siden overlod posten som CEO i selskabet til Andrea Baldo. Nicolaj Reffstrup er dog fortsat særdeles aktiv i virksomheden, hvor han i dag særligt fokuserer på brandudvikling og internationalisering. Redaktørerne fremhæver Ganni-parrets indsats for at redefinere Scandi-style, fokusere virksomhedens bæredygtighedsindsats og at skabe den kultlignende #GanniGirls-bevægelse.

Dermed tilslutter de tre danskere sig listen, der siden indstiftelsen i 2013 har inkluderet modellen Freja Beha Erichsen, Adidas-CEO Kasper Rørsted og CEO & President i Global Fashion Agenda, Eva Kruse.

Husk, at du kan opleve netop Eva Kruse på TOPMØDE 2019 den 30. oktober. Her vil hun i en fireside chat med Mette Walsted Vestergaard reflektere over, hvor modebranchen står i den bæredygtige omstilling og hvorfor det er afgørende for branchens fremtid, at vi står sammen om at accelerere udviklingen. Læs mere og køb billet her.

"