Menu

For EGE har driveren for samarbejder altid været værdifællesskaber. Også inden de måske selv vidste det

Det etiske kompas har altid været kalibreret direkte mod ordentlighed og bæredygtighed hos EGE. Det kendetegner også de samarbejder, EGE har lavet med adskillige kunstnere gennem årene

DM&T undersøger: Hvilken retning bevæger branchens samarbejder sig i?

Omtale, hype, opmærksomhed og salg har i mange år været den store motivationsfaktor for at lancere samarbejder, eller såkalte collabs, i branchen. Som verden forandrer sig, søger flere forbrugere mening i netop, ja, mening.

Er community blevet et vigtigere ord end salg? Sætter man ”mening” over ”hype” i pyramiden, når et brandsamarbejde lanceres i 2020? Og hvordan inkorporerer man samarbejder som en del af en virksomheds DNA?

Defineres et samarbejdes succesrate ved dets salgstal? Eller noget helt andet? 

Det undersøger DM&T i denne artikelserie

15. oktober 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

Hos EGE har de lange og stolte traditioner for både godt håndværk, gode samarbejder og ordentlige værdier.

For en virksomhed, der i tæppeindustrien, og måske også langt mere vidtrækkende end dét, anskues som en pioner på bæredygtighedsfronten, har bæredygtighedsstrategier og forretningsmæssige kerneværdier aldrig fyldt mødelokalet, når samarbejdsaftaler er blevet indgået.

- En bæredygtig indstilling til den professionelle del af et samarbejde skal være til stede, for ellers virker det ikke for os. Vi hverken kan eller vil som producent lægge navn til noget, der ikke har en gavnlig effekt. For os handler det hele om ordentlighed, det har det altid gjort, så vi skal ikke have nogen ind, der er flosset i kanten, siger Svend Aage Færch Nielsen til DM&T.

Kunsten som kerne

EGEs CCO kan faktisk ikke huske præcis, hvornår samarbejder blev en fast del af EGEs modus operandi. Men det ligger efterhånden mange år tilbage.

- Måske er det, fordi det altid bare har været en del af vores DNA. Vi har altid haft samarbejder kørende med kunstnere af forskellig art. Både i en kommerciel og en ikke-kommerciel retning. Det går helt tilbage til 80’erne, siger Svend Aage Færch Nielsen.

Sondringen mellem de to forskellige samarbejdsgenrer fylder selvfølgelig en del, men der bliver reelt set ikke gjort forskel på dem.

- De ikke-kommercielle samarbejder er selvfølgelig dem, hvor vi samarbejder med kunstnere om udstillinger eller andet, hvor der ikke er noget salg for øje. Her leverer vi ofte materialer, som så bruges som lærred af kunstnerne eller producerer noget, kunstnerne så inkorporerer i deres udstilling. Det er ikke noget, vi tjener penge på, men vi laver det, fordi vi synes, det er spændende. Der skal dog stadig være en bæredygtig vinkel i det, ellers passer det ikke ind hos os, lyder det fra Svend Aage Færch Nielsen og nævner samarbejdspartnere som John Körner, den årlige deltagelse i kunstudstillingen Socle du Monde og en udstilling på Tate Modern i London med kunstnergruppen Superflex.

Dertil kommer de kommercielle samarbejder, som blandt andet tæller Asger Jorn, Kandinsky og Utzon.

- Det startede med en kollektion, som vi dengang kaldte art line, som blev produceret på en fabrik i Vejle. Det var blandt andet tæpper med kunstneres motiver, der så blev produceret på tæpper. Vi laver det ikke længere, men man kan stadig finde tæpperne på eBay til en god pris – nok primært en god pris for sælgeren, griner Svend Aage Færch Nielsen.

Sidenhen er de kommercielle samarbejder taget til et andet niveau. Blandt andet har EGE samarbejdet med Christian Lacroix og Tom Dixon, der begge har sømmet deres navne godt fast på den designmæssige opslagstavle over kendte designere. Det er da også i den ende af spektret, EGE primært fokuserer sine kræfter i forhold til samarbejder.

EGE har blandt andet lagt tæpper til et samarbejde med kunster John Körner Foto: EGE
EGE har blandt andet lagt tæpper til et samarbejde med kunster John Körner Foto: EGE

- Nu er vores samarbejder i højere grad rettet mod at lave samarbejder, der ikke er ”tæppefolk” af natur. Vi har lavet en del med Christian Lacroix, hvilket startede med, at vi producerede en catwalk til ham, der blev brugt til et show i Paris. Siden har han så lavet interiør til de franske TGV-tog, kostumer til store teaterstykker og unikummer til et parisisk hotel. Det fik vi en del forespørgsler på, men idet det var unikummer, kunne vi ikke videreføre det, så i stedet lavede vi i samarbejde en række andre og nye designs, der så blev en tilgængelig kollektion for alle.

En anden, og relativt nylig, EGE-samarbejdspartner fra den kunstneriske og designmæssige verden er den britiske designer Tom Dixon. Heller ikke han har megen erfaring med tæpper, men EGE har lige så stillet formået at rulle ham og hans designstudio ind i tæppet.

- Tom Dixon gør sig heller ikke i tæppedesign. Han og hans firma designer interiørprojekter, har egne butikker, designer lamper, interiør, borde, duftlys og alt muligt andet. Sammen med ham har vi lavet en kollektion, der har sin primære inspiration fra hans opvækst i det industrielle London, der passer godt sammen med vores industrielle rødder, siger Svend Aage Færch Nielsen.

Partnerskabet med britiske Tom Dixon tager udgangspunkt i designerens opvækst i det tungt industrialiserede London Foto: EGE
Partnerskabet med britiske Tom Dixon tager udgangspunkt i designerens opvækst i det tungt industrialiserede London Foto: EGE

Slitage og holdbarhed

EGE har altid vægtet holdbarheden på produkterne højt, og faktisk er de samme kriterier vigtige, når du udvælger samarbejdspartnere.

- Vores kollektioner er ikke en sæsonvare, så det lever ofte i mange år, hvis man sammenligner med samarbejder i modebranchen, der er mere sæsonbetonet. Derfor skal det også være holdbart, hvis vi skal indlede et samarbejde med nogen, og personens værdier skal også i høj grad stemme overens med vores. Tom Dixon interesserer sig også en del for bæredygtighed, men han har også et godt renomme. Intet belaster hans navn, hvilket er vigtigt for et firma med vores omdømme, siger Svend Aage Færch Nielsen med henvisning til EGEs store fokus på bæredygtighed.

Slitage er også en vigtig faktor hos tæppeproducenten, men det er ikke den, der forårsages af skosålers friktion mod tæppernes fibre.

- Vi vil gerne arbejde med nogen, der er anerkendte og kendte, men ikke nogen der er ”slidte”. Der skal være en nyhedsinteresse for dem. Hvis de for nyligt har haft samarbejder med andre, så er det ikke dem, vi søger at indlede et samarbejde med. Det kan sagtens være, at deres profil er interessant for os, men så venter vi måske lidt, forklarer EGEs CCO, der mener, at Tom Dixon er et godt eksempel på en kunstner, der er populær uden at være ”slidt”.

- Tom Dixon er en populær mand, men hans virksomhed er ejet af en industriel ejer, så han er forpligtet til at lave produkter, der bliver solgt i hans virksomhed. Det betyder også, at han ikke har så mange samarbejder. Dermed er han, for os, et godt eksempel på en aktuel og kendt designprofil, der ikke er allemandseje.

Det er dog ikke kun velkendte og etablerede kunstnere, der er interessante for EGE. De mindre og mere up-coming designere har også tæppeproducentens fokus. Det ændrer dog ikke på det faktum, at kommercielle samarbejder selvfølgelig er skabt med et økonomisk sigte.

- Vi laver også samarbejder med up-coming designere. Det kan være nogen, hvor vi vurderer, at der er potentiale - ”de der bliver kendte”. Et godt navn alene gør det dog ikke, for vi har haft samarbejder, hvor folk bare syntes, at tæpperne var grimme, selvom navnet var godt. Flot design af en up-coming kunstner er godt, men hvis det er af en kendt kunstner, så er det endnu bedre. Man kommer ikke uden om den faktor, at folk kan genkende navnet på en allerede kendt kunstner, hvilket selvfølgelig smitter af på os som firma, siger Svend Aage Færch Nielsen.

Fællesnævneren vil altid være bæredygtighed

- Jeg har kaldt det samarbejder, men egentlig er der jo mere tale om partnerskaber, siger Svend Aage Færch Nielsen.

Det kan han have ret i. For mange af de samarbejder, EGE har lavet, har udviklet sig til partnerskaber med en lang levetid, hvor flere forskellige projekter har været omdrejningspunktet.

- I mange tilfælde er der tale om partnerskaber fremfor korte samarbejder, for hen ad vejen bliver det ofte stærkere. Lacroix har vi lavet mange ting for, som så har udviklet over 10-12 år, så det er jo mere et partnerskab. Tom Dixon har lavet mønstre for os, men vi har også haft ham inviteret med op som guest speaker, når der har været design-uger i London og Stockholm. Så vi ser det faktisk i højere grad som partnerskaber end samarbejder.

Det hænger i høj grad sammen med, at værdierne hos de skiftende partnere har flugtet med dem, EGE selv har som virksomhed. Måske er det netop det faktum, der har fået et samarbejde til at skifte karakter og ende som et partnerskab. Og dem kommer der med al sandsynlighed flere af i fremtiden.

Blandt nogen af dem, EGEs CCO’en godt kunne tænke sig at skrive på listen over partnerskaber, finder vi da også en af modebranchens mest feterede og bæredygtige darlings.

- EGE og Patagonia kunne være rigtig interessant. Vi er, i hver vores branche, nogen af de første og grønneste. Det kunne vi godt forestille os, men som med alt andet, der kræver samarbejde, så handler det også om at finde et fælles ”scope”, så det giver mening for begge parter. Så jeg tror bestemt, at man skal finde den der fællesnævner – what’s in it for us? Der skal være et overlap, siger Svend Aage Færch Nielsen, der dog understreger, at de ikke har været i dialog med Patagonia.

Ikke desto mindre besidder de mange af de kvaliteter og værdier, som EGE selv arbejder efter og med på daglig basis.

- En bæredygtig indstilling til den professionelle del af det skal være der, for ellers virker det ikke for os. Som producent vil man jo lægge navn til noget, der har en gavnlig effekt. Ordentlighed er måske det mest dækkende ord. Vi skal jo ikke have nogen ind, der er flosset i kanten.

- Vores normale leverandører skal alle underskrive en code of conduct, hvor de lever op til vores krav, for ellers kan vi ikke bruge dem. Det er en del af processen. Vi er cradle to cradle-certificeret, og eftersom alle vores produkter til erhvervsmarkedet er med denne certificering, så er det vigtigt, at vi ikke slår os i hartkorn med nogen, der har en profil, der stikker i en anden retning.  

- Navnet kan være nok så godt på en samarbejdspartner, men vi vil aldrig gå på kompromis med egne værdier, slutter Svend Aage Færch Nielsen.

"