Menu

Forsker ser stort potentiale i strik som møbelstof

Strik som møbelstof er stort set ukendt i Europa. Men Lena Kramer Pedersen, lektor på VIA Design, har forsket sig frem til en metode, der holder standarderne for møbelstof fra Dansk Teknologisk Institut. Fremtidspotentialet er stort, spår hun.

Lena Kramer Pedersen, lektor på VIA Design, vurderer, at strik som møbelstof i løbet af de kommende 5-10 år vil opleve et stort boom.
Lena Kramer Pedersen, lektor på VIA Design, vurderer, at strik som møbelstof i løbet af de kommende 5-10 år vil opleve et stort boom.

16. januar 2019

Strik har primært været forbeholdt beklædningsindustrien, for materialet er for løst og for ustabilt til andet. Sådan er den gængse opfattelse. Men den gør lektor på VIA Design, Lena Kramer Pedersen, nu op med. Hun underviser på uddannelsen Tekstildesign, håndværk og formidling på VIA Design, og med en massiv forkærlighed for netop strik, satte hun sig for at undersøge, om hun kunne udvikle et strikket stof, der kan anvendes i møbelsammenhænge.

”Inspirationen kom, fordi mine studerende sidste år arbejdede sammen med studerende på vores møbeldesignuddannelse. De skulle udvikle møbeltekstiler, og så blev jeg grebet af ideen om at finde strikkede løsninger, der var stabile nok til at blive brugt til møbelstof,” fortæller hun.

Lena Kramer Pedersen gik på jagt efter viden strik som møbelstof i både Danmark og udlandet, og det viste sig, at det er meget begrænset, hvad der findes.
”Der er meget lidt viden om det her emne, og den er stort set utilgængelig. Der findes lidt i industrien, men kun målrettet områder med stort slid, fx kontorer. Til møbler i fx private hjem er der stort set ingenting, og det gjorde mig ekstra nysgerrig på området,” fortæller hun. 

Strikkeprøver i massevis

Lena Kramer Pedersen er gået systematisk til værks i jagten på det ideelle strikkede møbelstof. Først har hun siddet med strikkepindene og formet maskerne og arbejdet med ikke færre end 26 forskellige bindinger. Herefter har hun omsat sine strikkeprøver til de store strikkemaskiner, og næste skridt bliver at strikke i 3D

”Strik er oftest fladstrikket, men med 3D teknologi kan man nu konstruere strik, så det kan strikkes i den tiltænkte 3D form. Der er fx ingen spild og et minimum af syninger, og designmæssigt kan man fremstille noget, der er helt unik. Strik i møbelsammenhænge går under betegnelsen technical textiles, som jeg synes er enormt spændende. Mit bud er, at det kan blive rigtigt stort i løbet af de kommende fem-ti år, siger hun.

Den initiativrige lektor påberåber sig ikke at have knækket nogle bestemte koder. Men med hendes over 100 strikkeprøver og bindinger, der ikke er set før, tør hun godt sige, at hun er på vej i en ny retning med strik.

”Min opgave har været at kombinere nye måder til nye anvendelsesmuligheder, og det har jeg eksperimenteret mig til via videnskabelige metoder og inden for kvalitetsrammen fra Dansk Teknologisk Institut. Mit fokus har været at udvikle et stykke brugsegnet tekstil, for det er det, vi gør på uddannelsen til tekstildesignere, og det er lykkes,” siger hun.

First movers er nødvendige

Tekstildesigneruddannelsen er i dag målrettet tekstilindustrien i langt højere grad end tidligere, hvor de fleste blev selvstændige eller fik job indenfor formidling som fx undervisere. Derfor håber Lena Kramer Pedersen også, at virksomhederne i industrien vil rette en større del af opmærksomheden mod det, der sker på uddannelsen. For ifølge hende er de unge studerende kompetente til meget mere end at skabe designs, der er flotte at se på.

”Jeg oplever nogle studerende, der går op i både cirkulær økonomi, klimavenlig produktion og ikke mindst nye måder at gøre tingene på. Det er for mig et drive, der er værd at skele til,” siger hun.

Om sit eget forskningsprojekt håber hun også, at der kan dukke nogle samarbejdspartnere op, som har mod på at være first movers på området. Også selv om der nok ikke står masseproduktion på programmet de første par år.

”Jeg er måske naiv,” erkender hun grinende.

”Men det er man nok, når man går ind i et forskningsprojekt. Man får en idé, som nogle måske vil ryste på hovedet ad, men jeg tror på, at der er et stort udviklingspotentiale i det her. Dels fordi vi jo her på VIA Design oplever en stor opbakning fra virksomhederne, der muliggør at vi altid har det nyeste teknologiske udstyr. Og dels fordi det er helt nyt i Europa og fordi vi anvender nogle teknologiske muligheder, der giver supergod mening i møbelbranchen,” siger hun.

Om Lena Kramer Pedersen

  • Lena Kramer Pedersen er oprindelig handelsuddannet og har arbejdet som it-supporter.
  • Blev i 2009 uddannet bachelor i vævning med speciale i strik fra VIAUC i Viborg.
  • Har siden 2015 været ansat som lektor på uddannelsen Tekstildesign, håndværk og formidling på VIA University College i Herning.
  • Forsker som en del af sit job i, hvordan strik kan anvendes som møbelstof. Hendes metode er blevet og lever op til kriterierne for møbelstof fra Dansk Teknologisk Institut. 
"